Nyt firma forkæler smagsløgene med spanske delikatesser

Henning og Ulla Jensen byder på spanske aftener i firmaet Real Jensen Vine

Fodbold 16. september 2002 08:00

KLOKKERHOLM: Kvalitetsvin og delikat mad samt anekdoter fra tidligere fodboldstjerne Henning Jensens eventyr i storklubben Real Madrid er ingredienserne i et nyt firma, som Ulla og Henning Jensen har etableret i Klokkerholm. Begge har et fast arbejde ved siden af firmaet, så derfor er det begrænset, hvor mange arrangementer parret kan tage ind. Henning Jensen leder talentsamarbejdet i superligaklubben AaB, mens Ulla Jensen er folkeskolelærer. Tidligere har Henning Jensen drevet firmaet Real Jensen Vine i Frederikshavn, hvor han solgte vin fra Spanien. Men firmaet kunne ikke køre rundt og blev derfor lukket ned. Men nu forsøger Jensen-familien igen med et nyt koncept, der bygger på familiens brede kendskab til spansk vin, mad og kultur, som de opbyggede, mens Henning Jensen spillede fodbold i Real Madrid i Spanien. Firmaet Real Jensen Vine byder bl.a. på en ren vinsmagningsaften og en spansk aften med mad og vin. Efter hvert arrangement er der mulighed for at købe nogle af de vine, man netop har haft i glasset. Vinsalget sker i samarbejde med vinfirmaet Red & White i Frederikshavn. - Vi har holdt nogle arrangementer, og det blev så stor en succes, at vi blev spurgt, om vi ikke ville komme igen, siger Ulla Jensen. Firmaet byder på en række vine, som man normalt ikke støder på i Danmark. Henning Jensen sørger for at udvælge den helt rigtige vin og fortæller om spansk kultur, mens Ulla Jensen står bag gryderne i køkkenet. Her producerer hun bl.a. paella, spanske pølser, spansk skinke og brød. - Vi gør det også, fordi vi har det enormt sjovt med det, siger Ulla Jensen. Firmaet satser på arrangementer i hele landet og en bred målgruppe som bl.a. erhvervslivet og fodboldklubber. Der bydes på arrangementer for alt fra 20 til 150 personer. - Kunderne får en god kulturoplevelse og noget af det bedste vin, der ellers ikke er til at købe herhjemme, siger Ulla Jensen. Det er også muligt at leje en vinekspert med til et af arrangementerne som for eksempel skuespilleren Per Pallesen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...