Nyt flot vartegn budt velkommen

Hakes nyeste blev indviet

HJØRRING:Dér stod den så. Den længe ventede skulptur i rundkørslen Ringvejen/Frederikshavnsvej. Høj og slank som kunstner Claes Hake selv. Kulminationen på mange tanker og meget arbejde. - Den skal harmonere med omgivelserne. Have den rette højde og det rette forhold til gadelamperne. Den skal jo markere indgangen til byen som et landemærke, siger Claes Hake. - På den plads er det nødvendigt, at den er enkel, fordi alt andet omkring rør sig. Her er jo meget trafik. Til efteråret tilsåes jordhøjen med en knaldrød variant af engelskgræs. Det matcher den røde granitsten og fundamentets røde sten. Der kommer lys på den ene side af skulturen, så den får en lys og en "sort" side. Fra den "sorte" side vil man se lyset skinne igennem sprækkerne i skulpturen. Endnu er aftenerne for lyse til præcist at fastlægge beslysningen. Det kommer senere. Samarbejdet bag projektet er omfattende. Kommunens kunstudvalg, Hjørring grundejerforening, de lokale sponsorer, Vennelyst, Lytzen og kunstneren har arbejdet forbilledligt sammen om Hjørrings nyeste kunstværk. Formanden for Hjørring grundejerforening, Viggo Andersen, glædede sig dobbelt over at grundejerforeningen har skudt penge i projektet. - Jeg har 25 års jubilæum som formand og grundejerforeningen har 100 års jubilæum i år. Skulpturen er et dansk/nordisk samarbejde. Det er stort og flot og byen fortjener sådan en skulptur, lød det blandt andet fra Viggo Andersen. Formanden for kunstudvalget, Troels Bidstrup Hansen understregede i sin tale, at man havde ledt efter en kunstner, der magter det store format, enkelheden, og som har den tekniske kunnen. Claes Hake er som bekendt også kunstneren bag Ringen og vandkunsten på Springvandspladsen, gryden ved Cityscenen og nu altså granitskulpturen i rundkørslen.