Nyt fokus på nordjysk musik

ANR hjælper to unge frederikshavnske musikere med at få luft under vingerne

Rap-duoens musikalske samarbejde startede i Frederikshavn, hvor deres fælles interesse for rap-genren førte dem sammen. De var dog enige om, at der på den daværende danske rap-scene manglede noget. Privatfoto

Rap-duoens musikalske samarbejde startede i Frederikshavn, hvor deres fælles interesse for rap-genren førte dem sammen. De var dog enige om, at der på den daværende danske rap-scene manglede noget. Privatfoto

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tænd for radioen og lyt. Med stor sandsynlighed vil det enten være Rasmus Seebach eller Medina, der slynger en af deres utallige sange ud af højtalerne. Nu til dags tager de færreste radioer nemlig reelle chancer med musikken. - Lyttertal og reklamekroner betyder, at de fleste radiokanaler vælger alle de velkendte sangere. Dem som man ved, lytterne godt kan lide, og som derfor ikke får folk til at skifte radiokanal, fortæller musikchef for ANR, Jan H. Jensen. Den nordjyske radio forsøger nu at gå nye veje, så det også bliver muligt at høre andet end det, der ellers altid bliver spillet. I starten af marts lancerede ANR et nyt ungdomsunivers, med hjemmeside, ugentlig avis og fire nye netradioer. En af de nye netradioer hedder "ANR Demo", og den spiller udelukkende demoer fra nordjyske bands, der venter på deres store chance. RADIOEN HAR MODTAGET demoer fra godt og vel 100 bands fra rundt om i regionen, og 40 demoer er allerede lagt ind på netradioen. Et af de mange bands, der lige nu får deres demo afspillet på ANR Demo, er "Totenslager", med duoen Suki Valli og Bullet. Bag de to kunstnernavne gemmer sig Niklas Zachariassen og Michael Henriksen, begge 25 år og fra Frederikshavn. De to rap-musikere indsendte demoen "Amy Winehouse" til ANR ,og her fandt man nummeret så godt, at det ikke blot vil blive sendt på ANR Demo. Hver måned udvælger ANR nemlig én demo, der efterfølgende bliver spillet på ANR's hovedkanal på FM-båndet. Det heldige band kommer desuden en tur i radiostudiet til en snak med værterne fra ANR's eftermiddagsprogram, "Den fjerde Limfjordsforbindelse". TOTENSLAGER ER DET første band, der er blevet udvalgt af ANR. - Sangen "Amy Winehouse" er valgt som Månedens demo, fordi den frederikshavnske duo både formår at lyde udgivelsesklar og professionelle, selv om der blot er tale om en demo. Og sangen er desuden iørefaldende, teksten er sjov og godt skrevet, og så provokerer Totenslager med ord, der giver en "det sagde de bare ikke"-effekt, siger musikchef Jan H. Jensen. Totenslager kommer i radiostudiet på mandag, og så vil deres demo blive afspillet hver dag i resten af ugen. Dermed kan lytterne på ANR kunne se frem til at høre et noget anderledes indslag i radioens musiklinje. - Bandets musik er så markant mørkt, skævt og kantet, med en meget ironisk tilgang. De er ret unikke, og det kan måske nok være lidt for meget for nogle lyttere, men de skal jo kun spilles i en uge, så det går nok, fortæller Jan H. Jensen. Totenslagers musikalske stjernestund kan dog sagtens komme til at vare mere end en uge på ANR. Som en del af ANR Demo-projektet, bliver musiknummeret "Amy Winehouse" sendt ind til det store danske pladeselskab "Copenhagen Records", der vil lytte musikken igennem og måske tilbyde en pladekontrakt til bandet. - VI TROR PÅ, at der gemmer sig masser af stadig uopdaget musikalsk talent i Nordjylland. Derfor vil vi selvfølgelig gerne have ANR, som et ekstra øre i lokalområdet. ANR Demo er et sympatisk initiativ, der giver talentfulde, nye lokale artister en god mulighed for, at blive hørt og taget alvorligt af et seriøst radiomedie, og det vil vi gerne støtte op om, lyder det i en pressemeddelelse fra pladeselskabet, der står bag store navne som Nephew, Nik & Jay, Niarn og mange andre. ANR vælger et nyt demo-band hver måned, og de tager stadig imod nye demo-numre fra håbefulde nordjyske unge. - Det er fedt at kunne gøre noget for nordjysk musik. Der er utrolig meget spirende talent rundt om i regionen, og der kommer hele tiden nye til, så der er mulighed for, at ANR Demo kan blive meget større, fortæller musikchefen på ANR.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.