Lokalpolitik

Nyt forslag: Del Aalborg Kommune i to kommuner

Del Aalborg Kommune - den er alt for stor.

Efter at diskussionen om ny kommunestruktur i månedsvis har været koncentreret om, hvordan man får større kommuner på måske 50.000 indbyggere, går Ole Albæk (UP), viceborgmester i Hirtshals og medlem af bestyrelsen for Kommunernes Landsforening, nu den modsatte vej: - Ingen naturlov siger, at Aalborg skal være så stor som i dag. Det ville være visionært, hvis man vovede at dele kommunen på midten ved Limfjorden, siger Ole Albæk. Han foreslår, at Aabybro og Hals Kommuner eventuelt lægges sammen med en ny Nørresundby Kommune. - Det ville blive en interessant og bæredygtig kommune. Og omvendt ville ingen kommune i Nordjylland blive markant større end de andre, siger Ole Albæk. En kommuneekspert, lektor Roger Buch fra Syddansk Universitet, siger, at intet tyder på, at store kommuner er mere demokratiske eller mere effektive end mindre. - Rent logisk burde man derfor måske overveje, om de største kommuner skulle gøres mindre. Realpolitisk tror jeg til gengæld ikke, forslaget har de store muligheder, siger han. Aalborgs borgmester, Henning G. Jensen (S), siger, at han ikke oplever, at borgerne i Aalborg er mere utilfredse end andre med demokratiet eller effektiviteten: - For at kunne løfte nogle af de opgaver, vi i dag løfter, er en vis tyngde nødvendig. Hvem skulle ellers drive zoo eller Aalborghallen? spørger han. Også formanden for de nordjyske kommuners forening, borgmester Kristian Schnoor (S) fra Sejlflod, afviser Ole Albæks idé: - Vi skal prise os lykkelige for, at vi i vores landsdel har en dynamo som Aalborg. Det misunder mange kommuner i for eksempel Vestjylland os. Og der er intet problem i, at et område har én enhed, der er større end de andre. At alle kommuner er lige store, kan aldrig være et mål i sig selv, siger Kristian Schnoor. I dag bringer NORDJYSKE en række bud på, hvordan fremtidens kommunestruktur kan påvirke Nordjylland. Indsigt side 4 Leder 1. sektion side 8