Nyt forslag fra UP og DF

- Lad Halvrimmen følge sit eget forslag og giv Hjortdal og Moseby et ekstra år, opfordrer mindretal. - Hvorfor opgiver Venstre helt sin politik?

Steen Andersen (UP) og Morten Marinus (DF) vil torsdag aften på byrådsmødet i Brovst komme med et ændringsforslag til den skolestrukturmodel, som 21 medlemmer på forhånd har aftalt at gå ind for efter lange og seje forhandlinger. - Vi vil foreslå, at den model, som Halvrimmen og Øland-Langeslund selv har peget på, bliver indført, og så vil vi give Hjortdal og Moseby et ekstra års levetid, så de kan finde ud af, hvad de selv vil, forklarer Steen Andersen. - Vi er dybt forundret over, at Venstre har givet så meget køb på sin egen politik og de flotte ord om, at der skal være lys i alle landsbyer. Det, man nu er nået frem til, er meget langt fra det, man spillede ud med, og det har vi meget svært ved at forstå, siger han. - Hvis Venstre ville, kunne man samle et flertal på 15-16 stemmer for sin egen plan, uden at ret mange ville stemme imod, men det ønsker man åbenbart ikke, konstaterer Steen Andersen. Han medgiver, at borgmester Mogens Gade (V) hele tiden har sagt, at han ønsker et bredt forlig om skolestrukturen, dvs. en aftale hvor hovedparten af S-gruppen også er med. - Men jeg synes, det er dårligt politisk håndværk, at man ender et sted, hvor man slet ikke kan spore Venstres holdninger, lyder Steen Andersens kritik. Mogens Gade afviser, at Venstre har givet køb på holdninger i større grad end andre. - Det er ikke rigtigt, at der kan samles det flertal, Steen Andersen taler om. Det kunne der måske i november, hvis vi havde haft en klar udmelding fra de tre socialdemokrater, som ikke er med i forliget, mener han. - Men der er sket meget siden da, og jeg bakker helt op om det kompromis, vi er nået frem til efter lange forhandlinger, fastslår borgmesteren. - Vi har alle givet os på forskellige punkter, og jeg er meget tilfreds med, at vi nåede frem til en bred aftale, også med størstedelen af socialdemokraterne. Det ville være et rædselsscenarie, hvis en ny skolestruktur blev vedtaget af 11 med tre stemmer i mod og en stor flok, der ikke stemte.