Nyt forsøg med klassefodbold

Dronninglund Fodbold er i samarbejde med DBU Jylland klar til at afvikle forsøgsstævnet "Klassefodbold" på Dronninglund Stadion torsdag aften.

Stævnet er et forsøgsstævne for 9. og 10. årgang i folkeskolen eller på efterskole samt unge, som går på første årgang på en ungdomsuddannelse. 14 hold fra Dronninglund Efterskole, Toftegårdsskolen, Dronninglund Gymnasium, Dybvad Skole, Aalborg Handelsskole og Dronninglund Skole har tilmeldt sig stævnet og er klar til at dyste om vandrepokaler i de tre forskellige rækker. De dygtige vindere kan således have pokalen stående på skolen eller i klasseværelset frem til næste stævne i foråret 2012. Unge til klubberne Dette initiativ er et led i DBU Jyllands bestræbelser på at fastholde og tiltrække unge til fodboldklubberne. Der vil rundt omkring i Jylland igennem hele 2011 blive afprøvet forskellige initiativer for aldersgruppen 13-19 årige, som supplerer det allerede eksisterende fodboldtilbud. At der er sat fokus på netop denne aldersgruppe skyldes, at fodboldklubberne oplever et bekymrende stort frafald i denne aldersgruppe og det er således et forsøg på at udvikle nye tilbud til de unge, som forhåbentligt kan tiltrække og fastholde unge til fodboldspillet. - Dronninglund Fodbold forsøger med Klassefodbold at skabe et fodboldmiljø, hvor de unge danner hold på baggrund af den skoleklasse, som de går i og ikke det traditionelle fodboldhold fra klubben. På den måde håber vi også at kunne tiltrække ikke foreningsaktive til fodboldspillet og således skabe både en sportslig og social god oplevelse for de unge i samvær med skolekammeraterne. - Såfremt denne form for stævner bliver en succes, er der mulighed for at brede det ud til flere områder i Jylland, samtidig håber vi at kunne gøre det til en fast forårstradition i Dronninglund Fodbold, fortæller Søren Larsen fra Dronninglund Fodbold, der er med i arbejdsgruppen.