Nyt fra udvalg

Hviderusland 21. september 2002 08:00

SKOLESTRUKTUR FLAUENSKJOLD: En række kontaktforældre i 7. klasse på Flauenskjold Skole må ruste sig med tålmodighed, før de får mulighed for at holde et møde med kommunale repræsentanter om den nuværende skolestruktur i Dronninglund Kommune - og en mulig ændring af denne. Børne- og kulturudvalget har således besluttet først at forholde sig til ønsket, når der kommer en henvendelse fra Flauenskjold Skolebestyrelse - kommunens normale bindeled til skolen. NEJ TIL LEGESTUE HJALLERUP: Børne- og kulturudvalget har sagt nej til et ønske fra den private legestue i Hjallerup om at få et kommunalt tilskud til legestuen. Det sker af økonomiske årsager. NEJ TIL HVIDERUSSERE DRONNINGLUND: Børne- og kulturudvalget har sagt nej til et ønske fra den hviderussiske danse- og musikgruppe "Pribuzhie" om at få kommunal støtte til indkøb af udstyr og tøj i forbindelse med en Danmarksturné, der også omfatter et besøg på Østvendsyssel Ungdomsskole. - Vi vil hellere støtte lokale aktiviteter, og det tror jeg også godt, at folk i kommunen vil kunne forstå, siger formanden for børne- og kulturudvalget, Peter Bandholm (V). MØDE OM KINO HJALLERUP: Efter at Kino Hjallerup har bedt kommunen om økonomisk støtte til en planlagt renovering i 2004, vil børne- og kulturudvalget nu have ejeren af Kino, Hjallerup Samvirke, til at indkalde til et møde, hvor alle med interesse for den lokale biografs fremtid kan komme med bud på, hvordan fremtiden for Kino bedst tilrettelægges - og hvordan der skaffes de nødvendige kroner til at holde biografen gående.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...