Fodbold

Nyt fund i Sala-fly: Et lig er dukket op

Myndigheder oplyser, at der er fundet videomateriale af et lig i et flyvrag, som transporterede Emiliano Sala.

Emiliano Salas lig er muligvis blevet fundet i et vrag fra et fly.

Emiliano Salas lig er muligvis blevet fundet i et vrag fra et fly.

LONDON:Et lig er fundet i vraget fra det fly, der transporterede fodboldspilleren Emiliano Sala.

Det vides ikke, om det er Emiliano Sala, der er blevet fundet. Det er endnu for tidligt at sige noget om.

Det oplyser den britiske flyhavarikommission Air Accidents Investigation Branch (AAIB) mandag på sin hjemmeside.

De britiske efterforskere har mandag oplyst, at man ved hjælp af video under vandet har optaget billeder af en passager i flyet.

Personen, der er optaget, kan også være piloten, der styrede flyet fra Nantes i Frankrig mod Cardiff i Wales 21. januar.

- Baseret på video fra fartøjet, der undersøgte havbunden, har AAIB-efterforskere konkluderet, at der er tale om det savnede Piper Malibu-fly med registreringsnummeret N264DB.

- Tragisk viser videobilleder, at en person er synlig i vraget. AAIB overvejer nu de næste skridt i dialog med pilotens og passagerens familie og politiet, skriver AAIB i sin meddelelse.

Sala var på vej til Premier League-klubben Cardiff, efter at han var blev købt fri hos Nantes. Men flyet styrtede ned undervejs.

En større eftersøgning blev sat i gang. Men trods flere dages intens eftersøgning med fly og både blev håbet om at finde Emiliano Sala og piloten i live opgivet.

Flyvraget blev fundet søndag, og siden er vraget blevet undersøgt med et kamera, der er styret med en fjernbetjening fra land, oplyser AAIB.

Det skete under fortsat søgning efter vraget udført af flere private virksomheder og myndigheder.

Vraget blev fundet på havbunden på 63 meters dybde ved hjælp af brug af sonar i de områder, hvor det blev anset for mest sandsynligt, at flyet kunne være.

Det meddeles desuden, at AAIB vil offentliggøre en rapport om ulykken i denne måned.

- Jeg kan ikke tro det. Det er en drøm. Det er et mareridt. Jeg er desperat, siger Emiliano Salas far til den argentinske tv-station Crónica TV efter fundet ifølge The Guardian.

/ritzau/