Nyt galleri i Lønstrup
Kim Larsen flytter til Rubjergvej og skal male årets Lønstrupplakat.

Kim Larsen håber at blive klar til åbning i påsken. Foto: Bent Bach
I weekenderne går Kim Larsen og maler i urmager Tofts gamle butik, Rubjergvej 9. Kim Larsen har rykket teltpælene op og flytter sit galleri til Lønstrup. Han bydes velkommen med maner: turistforeningen har bedt ham lave årets Lønstrupplakat. - Det er jeg meget beæret over, siger en glad Kim Larsen. Kim Larsen er blandt andet kendt for sine motiver fra Lønstrup, Rubjerg og Christiansgave i Hjørring. Hans malerier viser en farvestærk palet ofte malet i pointilistisk stil. Kim Larsen flytter fra sit lille galleri i Vennebjerg, hvor hans plakat: KIMLARSENKUNST ude ved vejen forsøgte at lokke kunstinteresserede til at stoppe op. Det gjorde 175, da han 23. april 2011 åbnede galleriet, men siden svandt strømmen af gæster til et par dryp. De få gæster kørte målbevidst efter hans galleri. - Jeg blev godt træt af at se bil efter bil køre mod Lønstrup, siger Kim Larsen. - Glaspusteren Leif Vange fra Lønstrup sagde til mig " Man skal lægge sin forretning for enden af motorvejen". Jeg forstod, hvad han mente. Vennebjerg er et afbræk på "motorvejen" til Lønstrup, så der er ikke mange der holder ind dér. Det har jeg måttet sande og nu tager jeg konsekvensen. Kim Larsen har fået fuldtidsarbejde som behandler og behandlingsansvarlig på behandlingshjemmet Nordjylland lidt uden for Vrå. Og han arbejder derfor på højtryk i weekenden for at blive færdig til at slå dørene op - forhåbentlig til påske. - Jeg håber, at jeg når det, men jeg kan endnu ikke sige det med sikkerhed, siger Kim Larsen. Han planlægger at holde åbent lørdage og søndage.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.