Nyt hotel i gamle bygninger

Den gamle Skibssmedie skal være større

SKAGEN:Hotellet Den gamle Skibssmedie på V. Strandvej er på vej til at blive større. Muligheden for at indrette 30 værelser i både nye bygninger og i gamle bevaringsværdige bygninger er formålet med et lokalplanforslag, som kommunens udvalg for teknik og miljø har godkendt. Hotellet har i dag 20 værelser, og efter lokalplanforslaget etableres der yderligere 30 ved nyt byggeri og ved at indrette nogle af de gamle værkstedsbygninger til formålet. To af de gamle bygninger har høj bevaringsværdi efter Kommuneatlasset, og to andre bygninger har henholdsvis middel og lav bevaringsværdi, og begge disse bygninger bevares også. De øvrige bygninger på grunden må, ifølge lokalplanforslaget, rives ned, og nogle af dem erstattes med nye fløje med værelser. Bestemmelserne i lokalplanen skal sikre, at de nye bygninger får et udseende, som passer sammen med de gamle bygninger. I det samlede projekt er også en underjordisk parkeringskælder, som bygges på en del af området ind mod Den svenske Sømandskirke. "Taget" på parkeringskælderen kommer efter planen til at udgøre opholdsareal for hotelbebyggelsen. Lokalplanforslaget fremlægges offentligt i otte uger, når det er godkendt af byrådet, og det sker formentlig 8. november.