Nyt idrætssamvirke på udkig efter opbakning

Stiftende generalforsamling er programsat til 23. oktober

EMNER 23. september 2006 06:00

VESTHIMMERLAND: Formen til et idrætssamvirke for Vesthimmerlands mange idrætsforeninger er parat. Nu er det op til foreningerne hvad de vil hælde i den. Det er nogenlunde hvad foreningerne kommer til, når arbejdsgruppen for etableringen af samvirket får taletid på stormødet i Ranum mandag. - Vi har aftalt at holde stiftende generalforsamling den 23. oktober. Udkastet til vedtægterne er lavet. Så vi er spændte på, hvor stor opbakning vi får. Er det kun 10 procent, får vi ikke megen slagkraft. Men bliver det de 50-70 procent, vi håber på, kan vi virkelig give modspil til politikerne, siger Kurt Nielsen fra det, man kan kalde det foreløbige folkeoplysningsudvalg. Et idrætssamvirke har man både i Løgstør og Aars, men ikke i Aalestrup og Farsø, så det er især de to steder man ser hen med spænding i øjeblikket. - Jeg tror da, at alle foreninger i Vesthimmerland kommer. Det her handler jo direkte om de penge, man får at gøre med, det bør alle være interesserede i at høre mere om, mener Kurt Nielsen. Selv er han formand for idrætssamvirket i Aars By. I kommunen har man også et samvirke for foreningerne udenfor hovedbyen. Han har ingen procentsats for opbakningen til idrætssamvirkerne i Aars, men vurderer den til at være meget stor.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...