Nyt image til bydel

Vestbyen skal have et løft

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vestbyen blev i 1999 hædret som Årets Børneby. Nu skal der nye ting til for at tiltrække nye beboere. arkivfoto

HJØRRING:Hjørring Boligskab vil rive en hel boligblok ned på Trollhättanvej for at gøre plads til et fælles aktivitetshus. De resterende lejligheder skal moderniseres bl.a. med større altaner og gøres mere tilgængelige med elevatorer. Udenomsarealerne skal også have et løft. Boligskaberne , Hjørring Boligselskab, Boligforeningen AB og Bygge og Boligforeningen af 1938 lancerer nu en helhedsplan til 250 mio kroner, der skal vende udviklingen med flere og flere tomme lejligheder. De tre selskaber har til sammen næsten 642 boliger i Vestbyen og de senere år er flere og flere kommet til at stå tomme. Mange tildligere beboere er istedet flyttet i eget hus. Hjørring er i øjeblikket på en tredjeplads over kommuner i landet med flest tomme almene boliger. Tallet er 103 tomme lejligheder. - Vi er nødt til at gøre noget gennemgribende for at gøre Vestbyen til et sted, hvor folk gerne vil bo, siger forretningsfører i Bygge og Boligforeningen af 1938, Jens Ole Jørgensen. Ifølge planen skal i alt 62 boliger væk, primært et-værelses lejligheder, som er de sværeste at få lejet ud. Det er også planen at sløjfe nogle lejligheder i stueplan for at gøre plads til porte gennem boligblokkene. Udenfor skal der laves nye legepladser , udeanlæg og stisystemet. - Vi regner med, at kommunen også vil bidrage til forskønnelse af området, siger Jens Ole Jørgensen. Vestbyen er flere gang blevet hædret for de aktiviteter for beboerne, der foregår i Beboerrådgivningens regi. Ved at rive en boligblok ned på Trollhättanvej kan der blive plads til et fælleshus på godt 700 kvadratmeter. Huset skal bl.a. indeholde internetcafe og mødelokaler i forskellige størrelser til arrangmenter for beboerne. Hele planen med moderninsering af lejligheder, bygninger og udenomsarealer vil ifølge de foreløbige beregninger løbe op i 250 miollioner kroner. - Det er meget omfattende. Men vi har kun et skud i revolveren. Det skal lykkedes første gang, hvis vi skal tiltrække nye beboere, siger forretningsfører i Hjørring Boligselskab, Johnny Jensen. Husleje må ikke stige Selvom der er tale om investeringer på en kvart milliard, må planen ikke komme til at betyde væsentlige huslejestigninger. Derfor er det hele afhængig af velvilje fra bl.a. Landsbyggefonden og Hjørring Kommune. På et møde i kommunens økonomiudvalg, onsdag, skal politikerne tage stilling til planen, som i første omgang kræver en kommunal garanti. Derefter skal Landsbyggefonden behandle en ansøgning. - Ikke mindst skal beboerne også spørges om deres mening, siger Johnny Jensen. - Det må ikke betyde huslejestigninger. Der er grænsen nået, siger Jens Ole Jørgensen. Boligforeningen af 1938 har høstet gode erfaringer med et større renoveringsprojekt. Deres 165 lejligheder blev renoveret færdigt for fire år siden, og det er efterfølgende blevet nemmere at leje dem ud.