Nyt job til Thornings mand

København: Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, skal fremover være leder af World Economic Forums (WEF) afdeling for Europa og Central-Asien. Jobskiftet kommer efter 12 år i British Council, hvor Stephen Kinnock blandt andet har været udstationeret i Bruxelles, Skt. Petersborg og senest Sierra Leone. WEF's formål er at bringe ledere fra erhvervslivet, kulturlivet og det politiske liv sammen for at forbedre verden. Fremover vil Stephen Kinnock bruge det meste af arbejdsugen i Geneve og weekenderne i København. /ritzau/