EMNER

Nyt kirkecenter taget i brug

Missionsforbundet har indrettet en fabrikshal i Thisted til kirkesal, café og mødelokaler

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Cafeen er indrettet med små borde.

- Vi håber, at det kommer til at blive brugt hver eneste dag. Bodil Fodgaard er med egne ord "meget stolt" af det kirkecenter, der netop er taget i brug efter mange måneders arbejde med indretningen. Bodil Fodgaard er formand for Missionsforbundet og en menighed, der lige nu tæller 82 medlemmer. Hun beskriver missionsforbundet som en lægmandsbevægelse. Ved gudstjenesterne er der ikke en fast liturgi, og lige nu har menigheden ikke nogen præst ansat, og så er det lægfolk, der prædiker. Dog er der to pensionerede præster i menigheden, der har mulighed for at bistå ved bryllupper og begravelser. - Vi kan godt lide, at det ikke er så striks, det hele, siger Bodil Fodgaard. På menighedsmøderne har alle indflydelse, og for eksempel er det lige besluttet, at gudstjenesten skal finde sted halv elleve i stedet for klokken ti om søndagen. - Det skal vi nu have lavet om igen, smiler Søren Kjær Nielsen, forhenværende smedemester og en af dem, der har ydet rigtig mange timer som frivillig håndværker i arbejdet med at indrette de cirka 1000 kvadratmeter. Beslutningen om at købe og indrette en fabrikshal på Kronborgvej 66 i Thisted til kirkecenter er også taget på et fællesmøde i menigheden. Det skete for et års tid siden, kort efter at bygningen var blevet sat til salg den 13. november 2010. Den 1. februar havde vi besluttet at købe, fortæller Bodil Fodgaard. Missionsforbundet har været hjemløs i en længere periode, siden forsamlingshuset Nazareth i Hørdum blev afhændet for et par år siden, og siden bygningen på Dragsbækvej blev solgt for cirka tre år siden. Og menigheden har derfor haft lejet sig ind hos Baptistkirken i Rosenkrantzgade. Byggeriet af et nyt kirkecenter "er en del af en udviklingsproces, som vi har ønsket at sætte i gang", som Bodil Fodgaard formulerer det. Først og fremmest har skabelsen af kirkecentret involveret 30-40 medlemmer af menigheden i arbejdet med at bygge og indrette.