Lokalpolitik

Nyt klubhus i jubilæumsgave til PSI

Jens Arne Hedegaard klippede snoren til nyt kulturhus iSerritslev

SERRITSLEV:- Kulturhuse er meget oppe i tiden - alle snakker om kulturhuse. Alle kommuner vil have et - nogle vil have et helt Musikkens Hus. Andre kan nøjes med lidt mindre. Det sagde borgmester Jens Arne Hedegaard ved indvielsen af Idrætsforeningen PSI, Serritslevs ny klubhus. - Der er mange, der taler om kulturhusene, inden de egentlig ved, hvad de skal putte i dem. Det er som om, at bygningen faktisk er det vigtigste. Men kultur bygges jo ikke af mursten. - Jeg vilnæsten gå så vidt som til at kalde jeres nye klubhus for et kulturhus - ikke mindst på baggrund af at idrætsforeningen har knap 300 medlemmer. Det er mange medlemmer for et mindre samfund. Det viser, at det er noget, man her i Serritslev bakker op om - det er noget, man er fælles om. Det er en stor del af jeres kultur her i Serritslev. - Jeg er glad for, at byrådet har kunnet bakke op om projektet ved at yde et tilskud på godt 600.000 kr. til byggeprogrammet, ligesom arealet nu er jeres. Byrådet støtter gerne projekter, der kan være med til at gøre oplandsbyerne mere hverdagsrare, familiesmarte og oplevelsesnære. - Brønderslevs værdier, som vores brand nu bygger på, har I sikkert hørt om. Men for at det hverdagsrare ikke bare skal blive en tom floskel, er det vigtigt, at der er noget indhold. Og det hverdagsrare kan jo være muligheden for, at hele familien via sin interesse for idræt kan være sammen i klubhuset. - For at en oplandsby skal være familiesmart, skal den rumme andet end byggesten. Her skal også være en ånd - en samhørighed. Det har Serritslev mange gange bevist, at man har her. Da vi holdt borgermøde i forbindelse med kommuneplandebatten kom knap 60 borgere for at give sin holdning til kende. Det er fornemt! Og det er den ånd, der gør, at jeres samfund hele tiden kan udvikle sig. BIrgitte Josefsen fra byggeudvalget sagde, at Serritslev-borgerne igen har vist, at de kan, vil og tør. - Borgerne har bevist, at de er gode til at løfte i flok, sagde Birgitte Josefsen. Igennem tiden er der gennemført mange projekter i området på initiativ af borgerne. - Ved fælles hjælp og efter mange års kamp, er PSI-klubhuset et symbol på, at stædighed og dialog med myndighederne har ført til et godt og positivt resultat, sagde Birgitte Josefsen. Hun sagde, at der er nogle, der drager et lettels suk, fordi ønsket om et klubhus nu er gået i opfyldelse. Birgitte Josefsen oplyste, at de to mio. kr., som klubhuset har kostet, er fundet. Brønderslev Kommune har ydet 667.000 kr. til projektet, DGI har ydet et rentefrit lån på 200.000 kr., PSI, Serritslev, har selv leveret 200.000 kr., Sparekassen Vendsyssel har ydet et lån på 400.000 kr. Der er skaffet 70.000 kr. via private bidrag, mens det frivillige arbejde beløber sig til 500.000 kr. For klubbens formand,Steen Pedersen, var det også en stor dag. - Det er en dag, vi har set frem til i mange år, sagde han. Foreningen fik en masse gaver - både kontanter og andre gaver. Der kom gratulkanter fra nær og fjern.