Trafikulykker

Nyt kø-kaos ved vejarbejde

Utålmodige bilister skød genvej i nødsporet på motorvejen

NØRRESUNDBY:Torsdag måtte bilisterne igen væbne sig med stor tålmodighed på grund af vejarbejde på motorvejen ved Aalborg. Fra klokken 15 voksede køen i nordgående retning støt og var til sidst flere kilometer lang - fra Vodskov og sydpå til afkørslen ved Th. Sauersvej i Aalborg. Køen fik enkelte bilister til at skyde genvej ved at køre ud i nødsporet, men andre trafikanter højere trafikmoral rapporterede straks den ureglementerede kørsel videre til politiet, der prompte sendte en patrulje ud for at stoppe unoderne. På grund af køen på motorvejen søgte mange bilister ind til Aalborgs midtby for at komme over Limfjordsbroen, men her var det næsten lige så slemt med kødannelse en overgang. På grund af et sammenstød med flere biler på Limfjordsbroen forplantede køen sig sydpå til omkring den gamle Scala-biograf på Hobrovej. Køproblemerne på motorvejen ventes at toppe i dag og i morgen. Vejdirektoratet håber, at arbejdet med at lægge ny asfalt på strækningen mellem Nørresundby og Vodskov efter weekenden er tæt på afslutningen. Arbejdet er gået hurtigere end forventet. Oprindelig lød planen, at udskiftningen ville være færdig onsdag, men det ser ud til, at arbejdet kan være færdig noget tidligere. De store kødannelser satte allerede ind onsdag eftermiddag, da entreprenøren uden at have rådført sig med Vejdirektoratet ændrede skiltningen midt i myldretiden, så trafikken på den nordgående motorvej blev indsnævret til kun en vejbane. - Jeg kan kun beklage. Der har været en kommunikationsbrist mellem entreprenøren og Vejdirektoratet, og sagen viser, at hvis en entreprenør får en ide til at fremskynde arbejdet, så skal det ske i tæt dialog med Vejdirektoratet. Vi sidder inde med tal, der fortæller, hvornår trafikbelastningen sætter ind, og det skal der selvfølgelig tages hensyn til, når man lægger trafikken om, siger pressechef Jan Wildau fra Vejdirektoratet. Han understreger, at udskiftningen af vejbelægningen uundgåeligt vil medføre kødannelse og gener for trafikken, men generne skal ikke være større end højst nødvendigt. Ole Andersen fra Brønderslev er en af de bilister, som de seneste dage har siddet i kilometerlang kø fra Th. Sauersvej i Aalborg til motorvejsfrakørslen mod Brønderslev på nordsiden af fjorden. Onsdag sad han i kø i 45 minutter og torsdag i 40 minutter. Han mener, at Vejdirektoratet ved dette vejarbejde har skabt unødigt store kødannelser ved at lave indsnævring af kørebanerne allerede på stykket mellem tunnelen og frakørslen til Hjørring/Hirtshals. Han foreslår derfor, at indsnævringen til en vejbane i hver retning skulle have være rykket længere nordpå - lige før Bouet - så den kun fik indflydelse på motorvejstrafikken i retning mod Hjallerup/Frederikshavn. Det var ikke muligt i går at få en kommentar fra driftschef Niels Christian Skov Nielsen fra Vejdirektoratet til forslaget, og pressechef Jan Wildau så sig ikke i stand til at besvare et så konkret forslag.