Forbrugerforhold

Nyt køkken betales af energiisolering

Hvis du gerne vil have et nyt køkken, kan det måske finansieres af energiforbedringer af huset.

Et nyt køkken kan muligvis finansieres med besparelser opnået af bedre isolering.Modelfoto

Et nyt køkken kan muligvis finansieres med besparelser opnået af bedre isolering.Modelfoto

AALBORG:Denne form for tankegang lægger Spar Nord nu op til med et nyt rådgivningskoncept omkring energirigtig boligrådgivning. - Tiden er inde til, at vi gør noget andet, end vi plejer, og vender den traditionelle tankegang om, siger boligkonsulent Claus Conradsen fra Spar Nord. Han peger på, at det eksempelvis i forbindelse med køb og salg af boliger er normalt at se på kundens økonomi, budget, ønsker og forbrug: - Vi har også boligens energirapport med inde i billedet, men den har ikke været i fokus, og vi har ikke hidtil sparret med kunden omkring boligens energiforbrug, men det begynder vi på nu, nævner Claus Conradsen. Som et eksempel fremhæver han en kunde, der har et hus fra 1976 på 130 kvadratmeter. Kunden havde besluttet at investere i et nyt køkken og hvidevarer for i alt 122.000 kroner, og de nye hvidevarer ville give en besparelse på elregningen på godt 500 kroner om året: - Men det viste sig, at hvis kunden samtidig investerede 36.000 kroner i hulmursisolering og loftsisolering, ville hans samlede energibesparelse nå helt op på 10.400 kroner om året. - Dermed vil udgiften til både isolering og nyt køkken være tjent hjem på 20 år, så man kan godt sige, at kunden får det nye køkken gratis. Hvis energipriserne stiger, vil regnestykket være endnu mere gunstigt for kunden, forklarer Claus Conradsen. Flere fordele Han vurderer, at den kunde, der typisk vil have glæde af den energirigtige boligrådgivning, er den kunde, der ikke selv har tænkt energibesparelser ind i sine overvejelser: - Udover de rent økonomiske fordele, der kan være ved energibesparelser, er der også fordele såsom et bedre indeklima og et mere energisikkert hus, uden at budgettet nødvendigvis øges, fremhæver Claus Conradsen. Baggrunden for det nye rådgivningskoncept er en erkendelse af, at energiudgifterne optager en stadig større del af danskernes boligøkonomi: - Renter og afdrag er sædvanligvis den altoverskyggende post på boligbudgettet. Men med de seneste års prisudvikling på blandt andet el, vand og varme er boligens energiforbrug en voksende post på budgettet, siger Claus Conradsen, som slår fast, at der kan være mange penge at spare ved populært sagt at konvertere boligens friværdi til isolering. Hvis forbedringsarbejdet skal finansieres, indebær det naturligvis en ekstra omkostning til renter og afdrag, men den udgift vil ofte være langt mindre end den besparelse, der opnås på varmeregningen, påpeger han.