Nyt konsumcenter med fire lejere

Byggeriet på Strandby Havn til samlet 20 mio. kr. kan ventes klar til oktober

Hanne Albæk
2. eta­pe af Strand­by Havns konsumcenter er sat i gang. Her på tom­ten bag auk­tions­hal­len, hvor Thom­sen Fis­ke­eks­port’s byg­nin­ger lå. Foto: Bent Ja­kob­sen
Havne 20. marts 2007 05:00

STRANDBY: Byggeriet af 2. etape af Strandby Havns ny konsumcenter, der sætter kvalitet og fødevaresikkerhed i højsædet og som skal gøre det endnu mere attraktivt for fiskerne at lande deres fangst i Strandby, er i gang. Nybyggeriet omfatter 1830 kvadratmeter som tilbygning hele vejen rundt om auktionshallen, der som 1. etape er ombygget og moderniseret og også får tilføjet et nyt stort kølerum på 300 kvm. Det samlede byggeri, der løber op i cirka 20 mio. kr., kommer til at rumme fire separate lejemål, Strandby Fiskeauktion, Fiskernes Samlecentral, Thomsen Fiskeeksport, hvis hidtidige ejendom har veget pladsen for nybyggeriet, samt internethandelsfirmaet Skagen Food, - Vi er i konkurrence med de andre fiskerihavne, og det kræver forbedrede kølefaciliteter, bedre arbejdsmiljø og lokaler til vores fiskeopkøbere, som kan bruge de ny faciliteter til klargøring og ompakning af fisk, fortæller formanden for S/I Strandby Havn, Svend Erik Andersen, der håber at de nye og moderne faciliteter vil medføre en øget tilførsel af fisk. På Strandby Fiskeriforenings generalforsamling i lørdags gennemgik formanden byggeriet, som det kommer til at tage sig ud i færdig stand. Nye kontorer Auktionskontoret flytter fra kontorerne i den vestlige ende til nybyggede kontorer i den østlige ende af auktionshallen, og her får også samlecentralen kontor. Også den ny kassehal placeres mod øst. På førstesalen mod øst bliver der kontorer til Thomsen Fiskeeksport og Skagen Food. Mod nord får Thomsen Fiskeeksport, der under byggeriet holder til i en del af auktionshallen, samt Skagen Food deres nye produktionslokaler med diverse rense-, køle- og fryserum. Fiskeriforeningen forbliver i kontorerne på førstesalen i den vestre ende af auktionshallen, mens det endnu ikke er bestemt, hvad fiskeauktionens nuværende lokaler i stueplanet skal bruges til. Mod sydsiden ud mod kajen bliver der anlagt en ny og effektiv landingsrampe til auktionshallen. Det er Danmarks største bygge- og anlægsvirksomhed, MT Højgaard, der har fået opgaven med at bygge 2. etape af konsumcentret. Arbejdet blev indledt 19. februar, og forventes afsluttet 30. september. - Den største udfordring på opgaven er hensynet til medarbejderne i havnen, der jo fortsat skal fungere hver eneste dag, så vi må passe vores kraner og betonelementer ind i havnens daglige drift, siger projektleder Lars Kim Andersen fra MT Højgaard. Hvad med bænki? Et langt fra uvæsentligt spørgsmål i forbindelse med nybyggeriet er, om der også fremover bliver plads til ”bænki”, hvor Strandbys pensionerede fiskere og andre dagligt slår sig ned for få en sludder, og hvorfra de samtidig kan holde øje med al både vandbåren og landbåren trafik ind og ud af havn og auktionshal. En tagterrasse, der indgår i byggeriet, blev på generalforsamlingen foreslået af en af bænkens brugere som en fin, ny mulighed for ”bænki”. Men terrassen vender mod vest, så der bliver ikke noget at se, måtte Svend Erik Andersen skuffe. Han foreslog i stedet en ny ”varmestue” i en skurvogn, der bliver ledig efter byggeriet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...