Aalborg

Nyt kontrollørkorps

DF:Dansk Folkeparti vil have tjekket, om de evakuerede fra Libanon er på overførselsindkomster, for er de det, har de ikke stået til rådighed for arbejdsmarkedet, og det er ulovligt for den slags. Som Per Clausen fra Enhedslisten siger: ”Lige som man tror, at DF ikke kan komme længere ud, så foreslår de et eller andet endnu mere utilstedeligt end for 14 dage siden. Så hvad bliver det næste?” Man kunne jo tjekke alle, der rejser ud af landet fra lufthavne, banegårde osv. Man kunne også tjekke folk, der går i biografen. De står jo ikke til rådighed i to timer. Eller hvad med kontrolposter i Legoland, Fårup Sommerland og Tivoli? Måske kunne DF selv oprette et korps af kontrollører. De kunne få en særlig uniform og instrueres til en ny og original hilsen med højre arm, så man kan kende deres funktion og se, hvor de kommer fra. Evanthore Vestergaard Kirkegårdsgade 3, Aalborg