Musik

Nyt kulturhus i Sømandskirke

DEBAT

Det var en stor fornøjelse i den forløbne uge, at være med til indvielsen af Hirtshals`nye kulturhus i Den Svenske Sømandskirke. Takket være Hjørring Kommune, Hirtshals Sparekasses Gavefond og ikke mindst nogle helt utrolig ihærdige ildsjæle, bl.a. fra Hirtshals Musikforening, har vi nu fået et nyistandsat og flot renoveret samlingssted for byens mange kulturelle aktiviteter. Lokalerne er nænsomt renoveret i stue og overetage, med bl.a. (lyd-) isolerede lokaler. Istandsættelsen er sket i stor respekt for bygningens oprindelse, og når man træder ind i kirken fornemmer man med det samme stedets sjæl og historie. Og Den Svenske Sømandskirke rummer en spændende historie; kirken blev opført i 1956 af den svenske sømandsmission. På den tid var der mange svenske både der deltog i bl.a. sildefiskeri i Skagerrak og Nordsøen. Senere blev kirken brugt til mange andre formål. Det er bl.a. den historie som Hirtshals Turistforening vil integrere i sine kommende byvandringsture, som starter sommeren 2010. Med plads til 150 siddende gæster i det nye kulturhus, er der åbnet op for koncerter og foredrag, ligesom der er indrettet øvefaciliteter for kor- og musiklivet. Et nyindkøbt flygel troner flot på scenen. De første koncerter er allerede programsat og løber af stablen i april. Lokalerne er desuden også velegnet til udstillinger af forskellig art. Ja, mulighederne er mange, og det giver det kreative miljø i byen god grobund for vækst og blomstring. Tak til initiativtagerne og tillykke til Hirtshals, vi glæder os til mange fornøjelige og inspirerende timer i vores nye kulturhus.