Hobro

Nyt kursus for ældre bilister

Mulighed for opfriskning af viden om færdselsloven

MARIAGERFJORD:Ældre Sagen i Hobro og Mariagerfjord Kommune samarbejder også i år om et kursus, der opdaterer ældre bilisters viden om færdselsloven.

Kursusforløbet indledes med et uforpligtende informationsmøde 4. september kl. 9.30 på Hobro Bibliotek. Her vil kørelærer Vagn Mortensen være til stede.

Der vil blive orienteret om kursets indhold, og såfremt der kan samles mindst 20 deltagere, bliver der dannet et hold.

Arrangørerne minder om, at alle bilister - unge såvel som gamle - har pligt til at holde sig orienteret om de gældende færdselsregler.

Hvis det er mange år siden, at man har fået kørekort, er det helt sikkert, at færdselsloven er ændret og justeret flere gange.

Hvordan skal man give tegn i en rundkørsel? Skal man altid give tegn ved vognbaneskift? Ja, selv den rutinerede bilist kommer ofte i tvivl, når det gælder de nye færdselsregler.

Alderen alene er ingen grund til at holde op med at køre bil, men mange ældre bilister har behov for at opbygge en tryghed ved at færdes i trafikken og blive opmærksom på situationer, der kræver hurtig reaktion og overblik.

Man kan tilmelde sig kurset i forbindelse med informationsmødet eller ved at kontakte formand for Ældre Sagen i Hobro Steen Pedersen på tlf. 98 52 20 26.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.