Nyt kvindeløb er udsolgt

AALBORG:Smuk Kvindeløb er Aalborgs nye kvindeløb, og der har åbenbart været brug for et til. Løbet foregår 11. september på havnen i Aalborg, og allerede nu kan arrangørerne fra Aalborg Orienteringsklub, Adidas og Løberen melde de 1500 startnumre udsolgt. - Vores formodning om, at der var plads til endnu et kvindeløb i Aalborg har vist sig at holde stik, og vi er meget glade for den store interesse, siger Søren Flytkjær, der er formand for Aalborg Orienteringsklub. Det er kvinder i alle aldre, som har meldt sig til den fem kilometer lange rute langs havnen, men en satsning på at få de unge piger til at trække i løbeskoene har virket. - I forhold til lignende kvindeløb, så har cirka en tredjedel flere unge piger op til fjorten år meldt sig til. Formentlig ikke mindst lokket af, at tilmeldingen var gratis, siger Søren Flytkjær. Arrangørerne er kede af at måtte skuffe dem, som ikke har nået at tilmelde sig i tide. - Men da det er første gang, at vi arrangerer et motionsløb med uddeling af trøjer og gaveposer, har vi set os nødsaget til at sætte et maksimalt deltagerantal for at håndtere det. Men næste år regner vi med at øge deltagerantallet, siger Søren Flytkjær.