Nyt Leader+ møde i Vrå

VRÅ:Leader+-folkene i Vrå blev ikke færdige med at danne arbejdsgrupper på det første orienteringsmøde for et par uger siden. Derfor holdes der et nyt møde onsdag aften 5. marts i Kunstsalen på Vrå Højskole for dem, der på det første møde meldte sig til de to grupper kunst/kultur og natur, og for alle andre interesserede. Her skal der tænkes på formulering af projektbeskrivelser og dannes undergrupper. Den overordnede Leader+ gruppe i Vrå foreslår, at der dannes tre grupper under Kunst/Kultur: Uhrenholt Gård, Kunst i byen og Vandtårnet. Under Natur foreslås to arbejdsgrupper, der beskæftiger sig med hhv. Lunden og det allerede vidt fremskredne stiprojekt.