Nyt led i nordjysk fodbold-oprustning

PANDRUP: Dagen efter, at topklubben i 2. division i fodbold, FC Nordjylland, havde lavet en samarbejdsaftale med Superliga-klubben AaB, præsenterede FCN en lignende aftale - med sig selv i »AaB-rollen« - med Jetsmark IF, ligeledes 2. divisionsklub. Med sigte på at optimere talentudviklingen, videreudvikle Jetsmark til at blive en seriøs divisionsklub og samarbejde omkring træning, sundhedssektor og sponsorpleje er der opstået en treenighed, hvor man kan forestille sig, at AaB-talenter, der måtte være uden for Superligaens førsteholdstrup, lejes ud til FCN, som så får skubbet nogle af sine marginalspillere ud, så de kan komme på græs i Jetsmark. Det nye samarbejde indebærer samtidig, at man i Jetsmark IF skal have lavet en gennemgribende, organisatorisk ændring, og den gav sig i går udslag i, at man skilte sig af med divisionsholdets deltidsansatte træner Karsten Kær, og ansatte den tidligere divisionstræner i Skive og Viborg, Henning Pedersen, som cheftræner på fuld tid for de næste to et halvt år. Han er fra Thisted, kommer fra et job som chef for Viborg FFs talentafdeling og indleder sit virke i Jetsmark IF i morgen. Her skal han, ud over ansvaret for førsteholdet, også varetage den sportslige udvikling i hele klubben, ikke mindst som sparringspartner til den succesrige ungdomsafdeling, klubben råder over. I fjor vandt Jetsmark således det jyske mesterskab i junior mesterrækken, og nu skal man, for første gang, deltage i mesterrækken for såvel juniorer som ynglinge. Samtidig har Jetsmark IF intentioner om på sigt at finde en daglig leder af klubben - i første omgang en person, som deltids-ansættes, men med klart sigte på at markere klubbens mere professionelle stil. Steen Bjørn Pedersen, formand for Jetsmark IF, siger, at samarbejdsaftalen med FC Nordjylland ikke decideret skal ses i relation til aftalen mellem AaB og FCN. - Vi havde lavet aftalen med FC Nordjylland under alle omstændigheder, siger han. Nu er det meningen, at træningsmængden i Jetsmark skal opjusteres, for man har et klart sigte om at bevare status af divisionsklub. - Vi er forberedt på, at vi kan rykke ud. Det håber vi naturligvis ikke sker. Men går det sådan, så fortsætter arbejdet, og så skal vi op igen, og vi skal inden for de næste tre år også have vort andethold op i Jyllandsserien, lyder det fra Jetsmark-formanden, som i samarbejdsaftalen med FCN har haft en god sparringspartner i FCN-direktør Ole Bach Jensen. Han var nemlig træner i netop Jetsmark, da det hele begyndte at tage form for den ambitiøse klub med hjemsted i Pandrup. mingo