EMNER

Nyt liv i det gamle Drop In

Dronninglund har fået ny café, restaurant og selskabslokale i ét med Café Nørregade, som kom godt fra start.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Restaurantchef Helle Muderspach og tjener Frank Pedersen i restaurantens bar

Der er endnu ikke kommet navn på muren, og tagterrassen er endnu ikke klar. Men Dronninglunds nye spisested er åbnet og godt i gang. I Nørregade 1 er den nye "Café Nørregade" åbnet i bygningen, der blandt andet tidligere har huset diskoteket Drop In. Nu er det ikke kun fadøl og drinks, der serveres. Med en totalrenovering af huset er der både mulighed for take away, cafémad og en lidt finere restaurantmenu. Hovedparten af personalet på stedet er tidligere ansatte fra Hotel Hvide Hus i Aalborg. Restaurantchefen Helle Muderspach har nemlig arbejdet 33 år på hotellet senest som leder af receptionen. Da hun stiftede Aalborg ud med Dronninglund fik hun blandt andet overtalt to kokke og to tjenere til at følge trop. De har en masse planer med stedet udover at lange mad over disken. De vil blandt andet forsøge at få gang i møder og konferencer i selskabslokalerne på første sal, der har navnet "Dronningesalen". - Vi har jo en sal, som stort set står tom mandag til fredag, så vi vil forsøge at komme ind på konferenceområdet, fortæller Helle Muderspach. Det er dog endnu kun ved planerne. - Vi mangler endnu noget av-udstyr. Det nytter ikke, at folk kommer første gang og får en dårlig oplevelse, fordi vi mangler udstyr. Café Nørregade havde åbent første gang til Open By Night i Dronninglund. Det var dog inden caféen var helt klar, så det var blot for at gøre opmærksom på stedet, hvilket lykkes glimrende med gratis øl og hotdogs. Den egentlige åbning var 27. juni. Selvom der stadig mangler enkelte ting hist og her var det vigtigt for folkene bag caféen at få den åbnet til Dronninglund Cup. Det viste sig også at være en god idé. - Det var en stor succes Det kom mange ind. På et tidspunkt kom der eksempelvis 50 på en gang som ikke havde bestil. Men det kunne vi godt klare, fortæller Helle Muderspach, der var forberedt i form af mange ansatte på vagt.