Nyt liv i kommunal hjemmeside

Studerende fra Erhvervsakademiet laver afgangsopgave om forbedringer

EMNER 23. april 2003 08:00

LØGSTØR: Nyt liv i Løgstør Kommunes hjemmeside på internettet. Det kan blive udgangen på et samarbejde mellem kommunen og en gruppe multimediestuderende fra København. Fire unge fra Erhvervsakademiet for Informations- og kommunikationsteknologi i København har givet kommunen input til, hvordan hjemmesiden kan gøres bedre. De mange gode idéer er samlet i et forslag, som gratis er stillet til rådighed for kommunen. Kommunens eneste investering er, at der er brugt medarbejdertimer, og at der er stillet information til rådighed for de studerende. Borgmester Jens Lauritzen (V) siger, at der ikke er taget stilling til, hvad der skal ske med de mange idéer, som de studerende har peget på med henblik på forbedringer. Han finder, at der er mange brugbare ting. De studerende har bl.a. givet inspiration til en ændring, hvor de mest besøgte links bliver lagt helt frem på forsiden af hjemmesiden. - Det er helt klart et af de punkter, vi skal have kigget nærmere på. Hvis folk skal klikke rundt i mange minutter for at finde en formular, så griber de telefonen. Vi skal internt på rådhuset have kigget på, hvilke formularer, der er mest brug for og så have lagt dem på hjemmesiden, så de er mere tilgængelige, siger Jens Lauritzen. Projektet udsprang af et ønske om at gøre kommunikation bedre mellem kommunen og den enkelte borger. Mere og mere kommunikation kommer til at foregå via internettet, og kommunernes hjemmesider må følge med. De studerende har sendt spørgeskemaer til 200 mennesker i Løgstør. Undersøgelsen viser, at 79 procent har hørt om hjemmesiden, mens 21 procent slet ikke ved, at Løgstør Kommune har en hjemmeside. Undersøgelsen viser også, at kun 25 procent af borgerne i Løgstør Kommune har besøgt kommunens hjemmeside. Firmaet Loxodonte står bag den nuværende hjemmeside, og ifølge Jens Lauritzen er det i øjeblikket til overvejelse, om det forsat skal være firmaet, der skal stå bag. - Man kan forestille sig en løsning, hvor vi står for arbejdet. Hvad den fremtidige løsning bliver, er endnu uvist, siger Jens Lauritzen, der dog er overbevist om, at kommunens ansatte i fremtiden i langt højere grad selv skal opdatere hjemmesiden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...