Turisme

Nyt liv på Hjørring campingplads

Friluftsbadet åbner igen

HJØRRING:Så er det sikkert og vist. Hjørring Campingplads og friluftsbad åbner igen, og det sker endda med et kommunalt tilskud på 150.000 kr. Tilskuddet er øremærket driften af friluftsbadet. Sagen er nu godkendt i Hjørring byråd, og hos de fleste af politikerne er der lettelse at spore, og man ser frem til, at forpagter Jan Martin Mørch sætter liv i området ved campingpladsen igen. - Efter mange og lange seje træk var der endelig en, der meldte sig, sagde borgmester Bent Brown (S) som indledning på debatten. 19 politikere stemte for punktet set i lyset af, at en genåbning af campingladsen og friluftsbadet vil være et betydningsfuldt bidrag til en markedsføring af Hjørring. Ole Bach (V) stemte imod, fordi han ikke mener, at en så god idé behøver tilskud, og han er bange for, at der bliver brug for flere penge. Else Købstrup (V) undlod at stemme. - Jeg glæder mig over, at der er tale om en ung mand med gang i, men hvis pengene havde været med inde i budgetdebatten, er jeg ikke sikker på, at vi havde taget dem med. Jeg er lidt lunken omkring at genåbne friluftsbadet. Campingpladsen er ok, men friluftsbadet er meget gammelt, lød det fra Else Købstrup. Svenning Christensen påpegede, at aftalen var mulighedernes kunst. - Vi troede, at der var syv interesserde. Pludselig var der kun en, og vi fandt en ordning, men det er blevet mulighedernes kunst, sagde Svenning Christensen, der er med i udvalget for teknik og miljø. Per Larsen (K) sagde i debatten: - Vi sidder og bruger en del tid på det her, men det handler selvfølgelig også om 150.000 kr... Lad det nu få en chance. Lad os da brande Hjørring i de her tider, hvor så meget andet ikke går så godt, og lad os få gang i stedet, sagde Per Larsen.