Nyt liv til termoruden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Termo: TermoFIx tilbyder at “lappe” punkterede termoruder - til halv pris! Men det halve af hvad?

“En punkteret termorude koster normalt en formue at udskifte, men nu kan man få ruden repareret til halvdelen af den pris, en ny termorude koster” - læste jeg forleden på en hjemmeside, som hedder Ugens Erhverv. Og det lyder da spændende, for hvem har vel ikke lyst til at få det hele til det halve? Det viste sig at være firmaet TermoFix, som åbenbart kan trylle - og jeg fik fat i ejeren, Brian Jantzen. - Jo, det er rigtigt nok. Jeg kommer overalt i Danmark med det patenterede system, TermoFix. Jeg tager ruden ud, reparerer den på stedet og monterer den igen - med nye glasbånd. Det koster typisk det halve af prisen på en ny termorude - og så sparer man jo en del penge på varmeregningen, fordi ruden nu igen isolerer, som den skal, siger Brian Jantzen. Reparationen En termorude består af to lag glas med akkurat 15 mm luft imellem - en liste af metal hele vejen rundt holder afstanden. Listen er hul indeni og fyldt op med et fugtsugende granulat, som hindrer kondens indeni ruden - til sidst er hele herligheden forseglet med gummismat hele vejen rundt. Når en termorude punkterer, betyder det, at der er blevet hul igennem forseglingen - ind til granulatet og videre ind imellem de to lag glas. Når det bliver varmt, udvider luften herinde sig - og presser sig ud af utætheden - når det atter bliver koldt, trækker luften imellem glassene sig sammen og suger luft ind. Hver gang temperaturen svinger, pumpes der altså luft ud og ind, og snart er det fugtsugende granulat mættet - og så dannes der kondens indeni termoruden. Reparationen består i at bore hul ind i afstandslisten i hvert hjørne og suge det ødelagte granulat ud - og så puste noget nyt ind. Herved udtørres luften i ruden, og så mangler vi bare en ny forsegling, hvilket klares med en særlig alu-tape. Termofix giver 5 års garanti på reparationen. - Og nu er termoruden praktisk taget så god som ny. Jeg fylder godt nok ikke gas i ruden, men det har næsten ingen betydning for isoleringen, siger Brian Jantzen. Prisen Og alt det får man altså til halv pris - ifølge Brian og ifølge hjemmesiden, hvor man desuden fremhæver, at man sparer på varmeregningen i forhold til ingenting at gøre - og man skåner miljøet i forhold til at smide ruden ud og købe en ny. Men lad os lige se lidt på tallene. For det første så siger de hos Pilkington - en af de to store producenter af glas - at U-værdien på en termorude ikke bliver målbart ringere af, at den punkterer. Man sparer altså ikke varme ved at få den repareret - man slipper blot for irriterende dug. Men det er trods alt til halv pris - eller hva’? Nej, den holder heller ikke vand - og da slet ikke, hvis man skifter den selv. Termofix skal have 675 kr. for at reparere en termorude på 120x120 cm - ifølge hjemmesiden koster en ny 1660 kroner, og så er det jo mange penge, man har sparet. Men hvor stammer det store beløb fra? Ifølge den vildledende prisliste, som cirkulerer i branchen, er prisen 1300 kroner, men det er kun de mest griske, som kan finde på at forlange det - ab fabrik er prisen nemlig noget i retning af 400 kroner, og enhver med bare en smule handelstalent (eller adgang til nettet) kan få den for omkring 600 kr. Og det vel at bemærke for en splinter ravende ny rude med en U-værdi på 1,1, medens den reparerede har en u-værdi på måske 2,0. Ifølge velunderbygget rygte er det endda sådan, at man inden længe vil få 10 års garanti oven i hatten. Jeg er ked af at sige det, men TermoFix lyder som en god ide, men ved nærmere eftersyn er det nok nærmest en klam fidus.