Nyt liv til tidligere bibliotek

Kommunen betaler huslejen, så borgerne fortsat kan bruge lokaler

Anne Louise Mikkelsen
Haubro Sogns Borgerforening overtager bibliotekets bogsamling. Foto: Grete Dahl
Biblioteker 15. januar 2007 05:00

HAUBRO: Kultur- og fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune besluttede forleden, at kommunen fortsat vil betale de i alt 40.000 kroner, som det koster at leje lokalerne, der tidligere husede biblioteket i Haubro. Det er Himmerlands Ungdomsskole, der ejer bygningen. - Vi har fundet pengene i vores eget budget og beholder derfor lejemålet, da det er vigtigt for borgerne i Haubro at kunne bruge lokalerne til forskellige aktiviteter, siger formanden for Kultur- og fritidsudvalget, Per Bisgaard (V). En række brugere af det tidligere bibliotek har peget på, at de stadig har et stort behov for at kunne benytte stedets faciliteter. - Mange har vist interesse for at bruge lokalerne. Lokalhistorisk Arkiv holder i forvejen til i halvdelen af bygningen. Derudover ønsker blandt andre Menighedsrådet, Haubro Sogns Borgerforening og Dagplejen at kunne anvende huset. Dagplejerne ønsker et sted, hvor de kan mødes, så børnene får en større omgangskreds, siger Jørgen Gravesen, der er chef for Kultur- og fritidsforvaltningen. Vesthimmerlands Kommune har bestemt, at brugergrupperne skal etablere et husråd, som står for den daglige brug af huset. - Brugergrupperne skal lave nogle vedtægter, som kommunen skal godkende, siger Jørgen Gravesen. Kultur- og fritidsudvalget har desuden besluttet, at Haubro Sogns Borgerforening får overdraget bibliotekets bogsamling. - Borgerforeningen har planer om at lave en byttecentral, og det bliver et spændende sted at gå på opdagelse, siger Jørgen Gravesen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...