Nyt løftebrud?
BILLETTAKSTER:Betalingsringen blev, lige som mange andre løfter fra den nuværende regering, droppet. I stedet vil regeringen nu finde en milliard kroner, som skal fordeles med en halv milliard til forbedringer af den kollektive trafik, og en halv milliard til nedsættelse af taksterne for kollektiv trafik. Nu kunne man så med god grund frygte, at det endnu en gang er et forslag som tilgodeser København - som ønsket af den Socialdemokratiske borgmester Frank Jensen og Enhedslistens Per Clausen. Men i NORDJYSKE (23.2.) lover trafikordfører Rasmus Prehn at hele landet skal tilgodeses, hvilket vel også kun er rimeligt. Spørgsmålet er så, om Rasmus Prehn også står ved det. For 22.2. er han citeret for følgende i Metro Express: "Ifølge Rasmus Prehn vil man dog forsøge at målrette pengene til bestemte områder frem for en generel prissænkning. - Tanken er ikke, at man smører pengene ud i et tyndt lag, hvor vi nedsætter alle billettyper i hele landet med en eller anden procentdel, siger Rasmus Prehn. - Vi prøver at målrette dem, så de går derhen, hvor de har størst effekt, siger han. Han nævner eksempelvis et forslag fra Enhedslisten, hvor man fjerner et par af de yderste takstzoner omkring hovedstaden for at gøre det mærkbart billigere at pendle til og fra hovedstaden fra omegnskommunerne". Citat slut. Spørgsmålet er så: Vil Rasmus Prehn love, at nordjyderne får penge til billigere og bedre kollektiv trafik, eller vil han ikke? Og hvad med de øvrige nordjysk valgte regeringsmedlemmer fra S-SF og Radikale?.... For vi kan jo ikke alle gøre som "de kendt " og lease vores biler i Tyskland, vel?
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.