Nyt lys over asbestsag

Ledelse og læger satte virksomhedens indtjening over arbejdernes sundhed, skriver historieprofessor.

Hvordan kunne det gå til, at tusinder af arbejdere på Dansk Eternit-Fabrik i Aalborg gennem flere årtier blev udsat for livsfarligt og invaliderende asbest-arbejde, selv om både virksomhedens ledelse og de læger, der førte tilsyn med virksomheden, var klar over risikoen? Det spørgsmål har Kurt Jacobsen, professor i historie ved Copenhagen Business School, sat sig for at besvare i en ny bog, der udkommer i morgen mandag. Bogen hedder "Asbest - magisk mineral og dræberstøv", og den er den hidtil mest omfattende gennemgang af, hvad forfatteren selv betegner som "danmarkshistoriens største arbejdsmiljøskandale." Kurt Jacobsen har haft adgang til Arbejdstilsynets arkiver og gennempløjet den korrespondance, som fandt sted mellem eternitfabrikken og tilsynet. Samtidig har han også gennemgået en række udenlandske kilder, herunder flere lægevidenskabelige konferencer om sundhedsfarerne ved asbest. - Kilderne giver et klart svar: Ikke alene fabrikkens ledelse, men også de læger, der skulle føre tilsyn, satte gang på gang og helt bevidst hensynet til virksomhedens økonomi højere end hensynet til arbejdernes liv og helbred, konkluderer Kurt Jacobsen. Læs hele historien i søndagens Nordjyske Stiftstidende.