EMNER

Nyt mesterskab i skak er begyndt

{ AARS: Næppe var DM i Aalborg afviklet, før den traditionelle dyst om Himmerlandsmesterskabet 2006 blev sat i gang på Erhvervsskolerne i Aars mandag aften. Sidste års vinder af turneringen, John Bauneborg Nielsen fra Nørresundby Skakklub, er forhindret i at deltage i år og får således ikke mulighed for at forsvare mesterskabet. Derfor er klubkammeraten Jens Jørgen Christiansen fra Nørresundby samt Søren Andersen fra Aalborg Skakforening ratingfavoritter i årets turnering. En outsider kunne også være Finn Winther Nielsen fra Aalborg Skakforening samt to spillere fra den arrangerende klub, Aars Skakklub, Bent Christensen og Hardy Jespersen. Derudover deltager tre spillere fra Nibe i form af Søren Thomsen, Mogens Nielsen og Niels Pedersen i den bedste række, mesterrækken, hvor der er i alt otte spillere. Der er i alt 52 spillere tilmeldt den populære turnering, og anden runde afvikles allerede nu på onsdag 26. april, således at de fem sidste runder kan afvikles på de fem mandage i maj måned.