Dyr

Nyt modtræk til graffiti

Toiletbygning i Kildeparken er blevet sandblæst for uønsket maleri

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den gule toiletbygning i Kildeparken er som andre offentlige toiletbygninger hårdt angrebet af graffiti. Selv om den bliver malet og pudset, går der kun er par dage, før den igen ser sådan ud.

AALBORG:De kommunale toiletbygninger i parker og grønne anlæg er stærkt hærget af graffiti. Og billedet er det samme på mange broer og i gangtunneler. Det er der ikke noget nyt i. Men til gengæld er der godt nyt, når det gælder metoder til at bekæmpe de farverige malerier. En af dem er sandblæsning. Eller rettere en raffineret udgave af sandblæsning, der kan bruges på både fliser, murværk og malede/pudsede overflader. Aalborg Kommunes parkforvaltning har netop for første gang prøvet metoden af på toiletbygningen i Kildeparken, hvor Brovst-firmaet Nordisk Facade har gjort bygningen graffitifri. De hvide fliser på toilettet var malet over med sort skrift, men efter rengøringen skal man have luppen frem for at ane en overfladebehandling. - Jeg er imponeret. Det virker som lidt af en tryllekunst, konstaterer driftsplanlægger Jan Carlsen. Normalt indkøber Aalborg Kommunes parkforvaltning hvert år større mængder midler til at bekæmpe graffiti. Både graffitipasta og graffitiværn. Ifølge Jan Carlsen virker det også til en vis grænse, men han har aldrig været supertilfreds. Blandt andet efterlader de kendte produkter skjolder i murværket, og det er også svært at komme helt i bund med fugerne. Han hæfter sig også ved, at sandblæsning skåner miljøet mere end giftige pastaløsninger. - Vi undgår at bruge en masse vand og kemikalier for at få graffitien væk, og vi skal heller ikke indkøbe produkter for flere tusinde kroner, som vi skal have stående på lager. Planlæggeren ved godt, at graffiti aldrig helt kan udryddes - uanset metodevalg. Erfaringer viser, at hvis graffitien fjernes hurtigt, kan det i længden trætte dem, der sprayer og tegner. - Jeg har bare ikke budget til at trætte dem, siger Jan Carlsen. Han er derfor hele tiden på udkig efter nye metoder til at gøre livet lidt sværere for graffitimalerne. Jan Carlsen overvejer for eksempel at dække nogle bygninger med naturlig bevoksning. Store, lodrette flader indbyder til at blive malet på, og i Københavns Kommune har man med held forsøgt sig med at lade plantevækst udgøre en naturlig tildækning.