EMNER

Nyt navn gav tvivl

SINDAL: Erling Christensen, Tolne, deltog ved landsmødet for nylig som delegeret, da Kristeligt Folkeparti skiftede navn til Kristendemokraterne. Han er formand for partiet i Sindal Kommune, og det var med en vis tvivl i bagagen, han drog til landsmøde med navne-skiftet in mente. - Jeg var ikke udstyret med et mandat hjemmefra, men jeg var meget i tvivl, også efter at have snakket med baglandet, og jeg må ærligt sige, at jeg forholdt mig neutralt, da der var afstemning, fortæller Erling Christensen. Kristendemokraternes formand i Sindal understreger, at det stadig er partiets politik, der er det afgørende, men at det nye navn muligvis kan anspore til at komme i kontakt med nye vælgere - dog kalkulerer han også med, at nogle forlader partiet. Fremtiden er ikke bare uvis på landsplan, hvor partiet håber at komme over spærregrænsen ved næste valg - også lokalt kræver det noget ekstraordinært, hvis partiet skal opstilles til næste kommunalvalg. - Holdningen lige nu er, at det gør vi ikke, men det skyldes at jeg selv og Niels Helver ikke længere vil stille op. Det er klart at vi vil bakke op, hvis der kommer nogle ynge mennesker og vil tage over. Det ville da kun være glædeligt, siger Erling Christensen, der regner med, at kredsformand (kredsen dækker Sindal, Hjørring og Hirtshals) Knud Glønberg snart indkalder til møde, hvor man kan drøfte parties situation. tn