Nyt navn - nye vilkår

JOBSKIFTE:Hvornår ser man sin alder i øjnene? Er det, når man ikke så tit bli’r budt op til dans? Er det, når unge mennesker får et fjernt blik, mens man taler? Er det, når éns fulde og travle arbejdsliv bliver ændret til en skåneordning uden ansvar? I løbet af de seneste to måneder er mit arbejdsliv blevet vendt op og ned. Jeg har fået en såkaldt ”seniorordning” med nedsat timetal og begrænsede opgaver. Kort sagt skal jeg snart på skåneprogram - det går jo ad mortem! Hvad siger man til sine medarbejdere, når man på falderebet skal gøre status? Ja, man ser lyst på situationen og siger måske følgende: ”Kære medarbejdere, Nyt navn, nye vilkår?, - ny direktør! Sådan blæser vindene i 2009. Jeg har været direktør på kunstmuseet i knap 20 år; det har været en travl og dejlig tid. I talende stund er vi fælles om et veldrevet hus, glade gæster, en rig og veltrimmet samling og et velfungerende personale. Årets udstillinger ligger klar og bliver succes-fulde. Næste år har de store konturer på plads. Selvom der altid vil være nye og spændende opgaver at tage fat på, er det ikke et dårligt tidspunkt for mig at få en ny rolle her i huset. For sammen har vi igennem årene sikret en virksomhed på et højt professionelt niveau. Det er en glæde og en styrke, at vi sammen ved, at der ikke er lig i lasten; der er ikke gulvtæpper med buler; der er ikke sorte huller. Der er fokus på kunsten. Det er med sindsro og viden om veludført arbejde at jeg pr. 1. april tiltræder en stilling som seniorforsker. Jeg smyger gerne kappen med det store ansvar for den daglige drift af mig. Det indebærer to ting: For det første, at jeg ikke skal bruge hovedparten af mit vågne liv til at pleje og udvikle kunstmuseets tarv. For det andet, at jeg kan få ro og fred til at fordybe mig i mit rige og uudtømmelige fag: Kunsthistorien. Som kunsthistoriker er det vigtigt at have gode øjne og blik for tiden. Man kunne derfor spørge, om det ikke også ville være rigtig dejligt med et par øjne i nakken? Svaret er nej. At kigge bagud kan føre til nostalgi, sentimentalitet og beklagelse. Nej, det er meget sjovere og mere stimulerende at tænke fremad, med åbenhed og begejstring. Jeg er overbevist om at det gør både I og jeg gerne for KUNSTEN.” Sådan kan man i al enkelhed hanke op i sig selv og gribe dagen, - og i sin alders visdom tænke på det fantastiske billede: At vi lever vores liv på en planet, der er et lille støvkorn under en stor mands stok. Nina Hobolth kalder sig kunstelsker og museumsfan. Snart tidligere direktør for KUNSTEN (tidligere Nordjyllands Kunstmuseum), altædende kulturforbruger og opsøgende i forhold til både den ældre og samtidskunsten. Har hjemmeboende ægtefælle, tre fraflyttede børn og fem børnebørn.