Nyt navn skal styrke det gode fællesskab

Folkeoplysning skal holde sammen på samfundet i en selvoptaget tid

AALBORG:FO-Aalborg benytter i morgen et i øvrigt udsolgt eftermiddagsarrangement med brødrene Lund Madsen, Anders og Peter, henholdsvis journalist og entertainer samt hjerneforsker, til at skifte navn til Fokus Folkeoplysning. - Mange deltager i noget uden at gøre sig rigtig klart, hvad man egentlig deltager i. - Folkeoplysning er trendy. Det er det budskab, vi gerne vil have ud, siger Bjørn Salling, souschef og leder af Daghøjskolen Fokus. Man har fundet anledning til at slå streg under folkeoplysningen i en tid, da mange er sig selv nok. - Folkeoplysningen skal understøtte menneskers samtale, engagement og interesser. Når mennesker knyttes sammen, opstår følelsen af samhørighed. Det skal være trendy, fordi vi forfølger folks drømme og behov, og fordi vi holder sammen på et samfund, som ellers udvikler sig mere og mere navlebeskuende, siger Bjørn Salling.