Nyt navn til Sund By Butikken

Sundhed 4. september 2002 08:00

AABYBRO:Sund By Butikken i Aabybro fejrer tirsdag ligesom de øvrige forretninger i kæden, det er ti år siden, at den første Sund By Butik åbnede i Nordjyllands Amt. Det markeres med en række aktiviteter, ligesom butikken på Torvet skifter navn til Sund By, oplyser sundhedskoordinator Jane Pedersen. Men butikken har stadig de samme tilbud, blandt andet kurser i rygestop, kostvejledning, ombytning af ødelagte cykelhjelme samt kost og motionshold. På fødselsdagen, hvor der trækkes lod om mange præmier, kommer fiskeholdet fra Hirtshals på besøg med gode smagsprøver og Center for Sunde Arbejdspladser tilbyder konditest, fedtmåling og kulilte-måling. Der er også motionsløb på fem kilometer med fysioterapeut Søren Høygaard, mens der i et lavere men stadig aktivt tempo er powerwalk på tre kilometer med Inger Marie Søndergaard. Sund By er en del af sundhedsaftalen mellem amtet og Aabybro Kommune om at forebygge og fremme sundheden. 26 af 27 kommuner har en sundhedsaftale med amtet. Det indebærer, at personale tilbyder rådgivning, kurser, foredrag, informationer og hjælper med at føre borgernes egne ideer ud i livet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...