Nyt nederlag til Aalborg
Aalborg Håndbold tabte for anden gang i træk og røg ned på tredjepladsen i sin slutspilspulje
Thomas Jasper
Foto: Bo Lehm
20. april 2017 20:05 - Opdateret 22. april 2017 22:35

SKJERN: Aalborg Håndbolds grundspilsvindere er pludselig i fare for at glippe det års DM-semifinaler.

Torsdag aften tabte Aalborg ude til Skjern Håndbold med 30-29, og det nederlag betyder, at aalborgenserne blev skubbet ned på tredjepladsen i sin slutspilspulje. Med tre kampe tilbage har GOG og Skjern nu i stedet sat sig på de to pladser, der vil give adgang til semifinalerne.

Aalborg Håndbold fik den perfekte begyndelse på kampen. Angrebsspillet var koncentreret, og gæsterne havde heller ingen problemer med at passere Skjerns stærke serbiske målmand Tibor Ivanisevic. Stillingen var 7-4 i Aalborgs favør efter de første 10 minutter.

Gæsterne kom også foran med fire mål, men som første halvleg skred frem, forsvandt forspringet. Defensivt havde Aalborg det problem, at hverken Mikael Aggefors eller indskiftede Mads-Peter Holmgaard havde mange redninger, så da den indskiftede Skjern-målmand Søren Pedersen omvendt bød ind med flere gode redninger mod første halvlegs slutning, fik hjemmeholdet vendt kampen på hovedet.

Efter de første 30 minutter var Skjern i teten med en føring på 18-16.

Den første halvdel af anden halvleg ændrede ikke på den udvikling. Aalborg hang godt på, men var alligevel konstant et eller to mål efter hjemmeholdet, der ikke havde i sinde at overgive overtaget.

I kampens slutfase knækkede filmen i stedet for Aalborg, der aldrig formåede at komme helt tilbage på omgangshøjde. Hver gang gæsterne nærmede sig, blev store chancer brændt på Søren Pedersen i Skjern-målet. I de allersidste minutter fik Aalborg pyntet på resultatet med et par reduceringer, men det kunne ikke ændre på, at hjemmeholdet løb med de to vigtige point.

Buster Juul blev topscorer for Aalborg Håndbold med otte mål.

Torsdagens nederlag betyder, at Aalborg Håndbold formentlig er tvunget til at hente point i søndagens udekamp mod GOG, hvis ambitionen om en plads i semifinalerne skal indfries.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.