Nyt nederlag til Nørhalne

Nørhalne tabte hjemmekampen i serie 3 mod Skovsgård med 4-1.Nørhalne har måttet sande, at der er stor forskel på serie 3 og 4. Begge de to første kampe har oprykkerne tabt.

De gul/sorte fra Skovsgård vandt sikkert i Nørhalne

De gul/sorte fra Skovsgård vandt sikkert i Nørhalne

1. halvleg blev en jævnbyrdig affære, dog med hjemmeholdet som det mest spilstyrende. Efterhånden som kampen skred frem blev det tydeligere og tydeligere, at den tidligere divisionsspiller Andreas Overgård fra Skovsgård fik en mere og mere dominerende rolle. Selvom der var store chancer til Nørhalnes Mads Bøje, Morten Pedersen og Anders Nielsen, var det udeholdet, der kom foran 1-0 midt i 1. halvleg, da Andreas Overgård scorede på straffespark.Der blev ikke scoret yderligere i 1. halvleg. I anden halvleg måtte hjemmeholdet fremover banen. Det kom de også lige fra første fløjt, og i løbet af de første fem minutter producerede de flere store chancer, bl.a. havde Nørhalnes bedste Anders Nielsen et par nærgående forsøg. Men Skovsgård slog kontra efter 10 minutter, da Jens Frandsen scorede til 2-0. Allerede to minutter senere udnyttede banens bedste spiller Andreas Overgård lidt forvirring i Nørhalne forsvaret og udbyggede føringen til 3-0. I denne periode sejlede hjemmeholdets forsvar rundt, og det udnyttede Sune Myrup til at score til 4-0. Nørhalne fik holdet stabiliseret og to minutter senere reducerer de til 1-4 ved Morten Marklund. Nørhalne forsøgte at lægge yderligere pres på angrebet, men det blev kun til lige ved og næsten. Efter kampen var træner for Nørhalne Palle Nøhr langt fra tilfreds med sit hold. - Spillet er der såmænd ikke noget i vejen med, men vi får slet ikke tingene afstemt i forsvaret og er alt for dårlige til at udnytte de chancer, vi får. Skovsgård havde otte-ni chancer og scorer fire mål, og vi har vel mindst det samme antal, men scorer kun etmål, siger træneren.