Tyverier

Nyt olietyveri

Endnu en olietank blev i weekenden tømt for sit indhold, og dermed er der føjet yderligere 600 liter til den mængde olie, der de seneste måneder er stjålet fra olietanke i Frederikshavn og omegn. Denne gang gik det ud over en tank på Nordre Havnevej i Strandby. Tyveriet fandt sted mellem fredag middag og lørdag formiddag. Politiet mener, der er tale om organiseret kriminalitet, og vil meget gerne høre fra folk, der måtte have set noget mistænkeligt.