Nyt orkester på Tagrenden

Musik 26. august 2007 06:00

KLOKKERHOLM: Nordjysk Musikforsyning fejrer 10 års fødselsdag i år og jubilæumsåret skydes i gang søndag 9. september. Og det bliver en dag med jazz, sild og afsløring af jubilæumsårets musikalske program. Dagen starter med den årlige generalforsamling, hvor foreningens formand aflægger beretning, der afholdes valg til bestyrelsen samt bekendtgørelse af regnskab. Herefter skydes frokostjazzen i gang med en sildeplatte, der kan indtages til tonerne af et nyt jazzorkester – All that jazz. – Alle medlemmerne er kendte ansigter i Klokkerholm. Ejvind Burholt står i spidsen af orkesteret med sin klarinet og saxofon. Poul Martin Poulsen spiller velklingende bas og Palle Lønsmann på trommer. Frank Overlund kæder stille og roligt det hele sammen med sit klaver, oplyser Jette Skiveren fra Nordjysk Musikforsyning, der forventer, at det bliver en eftermiddag med svingende og glade jazztoner. I løbet af eftermiddagen løftes sløret for det nye program, og der ventes spændt på at få at vide, hvilke musikere Klokkerholm får besøg af i år. Samme dag får gæsterne på Tagrenden mulighed for at købe billetter til årets musikaftener. - Der er ikke endnu offentliggjort noget om det nye program, men det kan afsløres, at der kommer både kendte og nye navne samt en længe ventet julegave fra foreningen, oplyser Jette Skiveren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...