Nyt plejecenter klar til storkommunen

Hassinghave i Hals Kommune er om- og tilbygget for knap 50 mio. kr. - kun soklen af det gamle står tilbage

V. HASSING: Det begyndte med, at arbejdstilsynet krævede større badeværelser, og det endte med et byggeri af et splinternyt plejecenter til knap 50 mio. kr. Så Plejecenter Hassinghave fik en festlig indvielse i går, med behørige taler og gaver. - Der er ikke mange mure tilbage af det oprindelige Hassinghave fra 1975, ja, faktisk kun soklen. Det er i dag en menneskeret, at kunne sove i særskilt rum. Derfor er boligerne indrettet med både soverum, opholdsrum med et lille køkken samt badeværelse, indledte formanden for socialudvalget Ane-Marie Viegh Jørgensen (V). De tre bofællesskaber har plads til otte beboere i hvert med to-rumsstuer samt ti aflastningsstuer, som er et-rumsstuer. Det nybyggede hus har 12 lejligheder. Ombygningen samt tilbygningerne, og alt hvad der hører til et byggeri af den størrelse, har stået i knap 50 mio. kr. - Det står nu til rådighed for borgerne i kommunen, og om godt et år også for den nye storkommune. - Og selvom der længe har været frit plejehjemsvalg, så vil de fleste af os gerne blive i lokalområdet, når vi ikke længere kan klare os derhjemme mere, understregede Ane-Marie Viegh Jørgensen. Hun trak en nostalgisk linje tilbage til sin politiske start for tredive år siden, hvor hun huskede det gamle Hassinghave som det mest moderne plejehjem, hvor hver stue havde sit helt eget badeværelse. Samt et køkken der skrev historie ved at være det første i kommunen, som fik ansat en økonoma. Brugerrådet, der måtte afgive det gamle lokale, har fået et helt nyt hus, ligesom der er indrettet helt nyt genoptræningscentret og administrationsgang. Hals Kommune har entreret sig med Sundby-Hvorup boligforening som bygherre og arkitekfirmaet Christensen & Rotbøll fra Aalborg har "slået stregerne". Personalet på Hassinghave har levet i et sandt byggerod, hvor beboere skulle genhuses, når en afdeling stod for tur. Pårørende har hjulpet, men alt i alt er det gået meget godt, som borgmester Bent Sørensen (S) sagde. Han havde da heller ikke hørt nogle klager. - Det er godt, når der bygges, og det har været et af de steder, vi har vist frem for de nye borgere i den nye Aalborg Kommune. Det viser, at der foregår noget, understregede han. Områdeleder, Jytte Brix, har sammen med personalet stået med både arme og ben i hele processen, og fik en varm tak fra arkitekt Ole Christensen for samarbejdet. - Nu skal vi så til at tage fat på en helt ny epoke, men dette er et ganske særligt plejecenter, hvor ånden og traditionerne er bevaret gennem hele hurlumhejet. Det har ikke været en dans på roser at bo og arbejde på en byggeplads, så det er næsten som et eventyr. Først går man så meget igennem, og så bliver alt godt til sidst, sagde en tydelig glad Jytte Brix. Tredive år er lang tid, men der var én i salen, som havde fulgt Hassinghave hele vejen. Lene Jensen fra plejepersonalet, og hun fik en flot buket og klapsalver for sit jubilæum.