Nyt program fra kulturcentret

EMNER 25. september 2002 08:00

NR. KONGERSLEV: Arbejdsgruppen bag Kulturcentret i Landsbyen i Nr. Kongerslev har nu udsendt en folder med efterårets og vinterens aktiviteter. Tilbudene afspejler fint den målsætning, Kulturcentret har med styrkelse af naboskab og fællesskab, at være sammen på tværs af generationer, styrke, udbygge og koordinere lokalområdets aktiviteter bedst muligt og bakke op om lokale ideer, resourcer og initiativer. Folderen indeholder et bredt udsnit af idrætslige og kulturelle tilbud fra de foreninger, der er hjemmehørende i Nr. Kongerslev og Komdrup. Dog skal man bemærke, at tilbudene er åbne for alle interesserede. At samarbejde gør stærk kommer ikke kun til udtryk på annoncesiderne, hvor de lokale foreninger og håndværkere støtter udgivelsen af folderen, men også ved det store fremmøde, der plejer at være til samtlige tiltag i Kulturcentret. Der holdes fast ved de traditionelle arrangementer som kurser, gavespil, julemarked, julestue og juletræ. Af nyheder kan nævnes et stor udbud af gymnastik på Nr. Kongerslev Skole, samt et loppemarked i Forsamlingshuset. En anden nyhed bliver indvielsen af det private "Værested" på Dalgårdsvej. Indvielsen er udsat til den 2. november, men alle interesserede - både børn og voksne - er velkommen til at kigge indenfor. Man gør meget for børn og unges trivsel i Nr. Kongerslevsområdet. Ud over det allerede nævnte Værested for børn/unge, der går i 4. til 7. klasse, er der en børneklub ved navn Spiren for børn mellem fire år og til og med børn, der går i 3. klasse. Spiren er et folkekirkeligt tilbud om dåbsoplæring gennem sang, leg, bibelhistorie og forskellige andre aktiviteter. For de lidt ældre børn mellem 4. og 6. klasse er der Juniorklubben Mandags Mix, som er et klubtilbud med socialt samvær krydret med forskellige aktiviteter. Har man mere lyst til spejderlivet, er der mulighed for det hos de meget aktive KFUM-spejdere. Ud over alt dette har børn/unge også uanede muligheder inden for det sportslige, hvor der bydes på fodbold, badminton, bordtennis, gymnastik, BMX, håndbold og petanque.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...