Lokalpolitik

Nyt rådhus bliver sparegris

Byrådet forventer at spare 10,5 millioner kroner årligt ved at samle administration

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Facade ud mod Nørregade, hvor der i dag ligger Borgerservice og hovedindgang til rådhuset. Illustration: Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S

HJØRRING:Der bliver både økonomiske og praktiske fordele ved at samle kommunens administration på et nyt rådhus i Hjørring. Byrådet forventer at kunne spare 10,5 millioner kroner årligt, når 200 medarbejdere - som dag sidder spredt på de tidligere rådhuse i Sindal, Vrå og Hirtshals - rykker ind på et helt nyrenoveret og energibesparende rådhus i det tidligere Codanhus. Bygningen ejes af A. Enggard A/S, Aalborg, som skal udføre arbejdet. Det er en renovering til et tre-cifret millionbeløb. Bygningen bliver udvidet med 3000 kvadratmeter til 12.000 kvadratmeter. Kommunen lejer sig ind. Muligvis med en forkøbsret, hvis byrådet senere beslutter sig for at købe bygningen. - Vi skal have forhandlet de sidste ting på plads med Enggaard og naturligvis diskuteret indretningen med medarbejderne. Dette er kun et forslag, understreger borgmester Arne Boelt (S). I følge forslaget rykkes kommunens kantine fra tagetagen ned i underetagen. Her kan der også laves butikker ud til Søndergade og eventuelt etableres en café ud til Springvandspladsen. Der kan skabes 70-80 p-pladser i kælderen. De tidligere rådhuse i Vrå og Sindal skal bruges til blandt andet børneinstitutioner. - Det tidligere rådhus i Hirtshals er en helt anden sag. Vi er enige om at respektere bygningens arkitektur, hvis det med tiden skal bruges til noget andet, understreger Arne Boelt. I dag rummer det borgerservice og bibliotek. De nye planer betyder farvel til byrådsmøder i Hjørrings gamle Rådhus på Torvet. E n ny rådhussal skal bygges ud til Springvandspladsen. - Det gamle rådhus er et flot gammelt hus, men det er ikke tidssvarende, at tilhørerne skal sidde i et rum ved siden af og overvære byrådsmøder på tv-skærme, siger Arne Boelt. De mange renoveringskroner byrådet har skudt i detgamle rådhus er dog ikke spildt. - Man kunne flytte dele af Vendsyssel Historiske Museum derop og dermed give museet en mere fremtrædende placering, siger Arne Boelt.