Nyt ridecenter bygges på lejet grund

Flertal gik imod at bortgive jord væk til Hjallerup Ridecenter, der får lejekontrakt på 30 år

Hestesport 21. september 2004 06:00

HJALLERUP: Repræsentantskabet i Hjallerup Samvirke traf på det ekstraordinære møde ved afstemning den beslutning, at det kommende nye ridecenter " Den Selvejende Institution Hjallerup Ny Ridecenter" kan få lov til at leje jorden i stedet for at jorden blev bortgivet til det nye byggeri. Det drejer sig om et areal på 17.934 kvm., hvor det nye ridecenter skal opføres. Med stemmerne 46 imod og 34 for, blev det så resultatet de 42 foreninger imellem i Samvirke. Forskellen er dog ikke så stor, idet der bliver tale om en lejekontrakt med lige så lang løbetid som et kreditforeningslån, 30 år, og på fordelagtige vilkår. - Ridecentret har selv opsparet godt en million kr., og Samvirkes Forretningsudvalg kan så træde hjælpende til med financieringen, fortæller formanden for Samvirke, Georg Sørensen, Hjallerup. Han havde selv gerne set, at ridecentret fik "jord under egne fødder", men er også tilfreds med denne model. - Der er ingen som er imod ridecentret, men tanken om at "forære" jord væk, har nok været for fjern, siger Georg Sørensen. Lokalplanerne for det nye ridecenter e'r godkendt af Dronninglund Byråd, og er nu ude i en otte ugers offentlig høring, før det er endeligt vedtaget. Planerne om, at ridecentret får stillet græsningsarealer på 15 tdl. til rådighed eller mod en symbolsk leje, står stadig ved magt. Dog med den klausul, at under markedsdagene skal de stilles til rådighed for markedet til parkering. Plads til 60 bokse Det nye ridecenter, der er projekteret til 5 millioner kr., flytter således til den tid fra Algade til Tryvej 13, og en ekstra fordel bliver blandt andet, at medlemmerne ikke skal trække eller gå over vejen med hestene. Formanden for Hjallerup Rideklub, Erik Bæk, havde dog håbet at få jorden overdraget: - Men når man ikke kan få den bedste løsning, skal man være tilfreds med den næst-bedste, siger han. Lige så snart lokalplanerne kommer tilbage fra høring, kan projektet komme på skinner med en licitation, og Erik Bæk poienterer at det skal være sådan, at de lokale håndværkere har en chance. Det nye ridecenter får 5000 kvm. under tag. Det består af to ridehaller, en stald, en lade, og der bliver 60 hestebokse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...