Nørager

Nyt rygestopkursus

NØRAGER:Tirsdag 11. januar indleder Sund By Nørager et nyt rygestopkursus. Det forløber over fem tirsdage frem til 22. februar og foregår i lokalerne i Kig Ind. Prisen er 250 kroner per deltager, hvoraf de 200 refunderes i form af et gavekort til et apotek til indkøb af nikotinerstatningspræpaarater efter eget valg. - Hvis folk virkelig ønsker at stoppe med at ryge, kan de lære det. Det er alt sammen i lighed med at spille på klaver et spørgsmål om at øve sig længe nok. Metoden hertil kan rygere lære på vores kursus, påpeger Sine Dam Møller, sundhedskoordinator. Hun erkender, at det er hårdt arbejde. På rygestopkurset får deltagerne tips og gode råd og idéer til, hvordan de holder tankerne væk fra smøgerne. På samme tid lærer de, hvordan de tackler rygetrangen, når den alligevel opstår. Rygestopkurset i lokalerne i Kig Ind er ledet af en uddannet rygestopinstruktør, Aase O.Jensen. Hun vil som instruktør give konkret information om nikotinafhængighed, abstinenser, vægt og kost samt helbredsfordele ved rygestop og meget mere uden løftede pegefingre. Gruppeterapi, nej tak Rygestopkurset holdes som gruppemøder, men er ikke nogen terapi. Det er i stedet undervisning i, hvordan den enkelte lærer at blive en glad ikke-ryger. Alle i gruppen har ifølge Sine Dam Møller en gensidig tavshedspligt. Hvis personer stadig ikke har lyst til at deltage i en gruppe af fremmede mennesker, så kan en alterantiv mulighed være at samle andre lidelsesfæller og tilmelde minimum fem som en samlet gruppe til et særskilt kursusforløb. Sidste mulighed for tilmelding til rygestopkurset med start 11. januar er torsdag 6. januar hos Sund By Nørager i Kig Ind.