Lokalpolitik

- Nyt samarbejde er vigtigst

Turistforeninger gør klar til ny storkommune

LØGSTØR:- Et nyt turistsamarbejde i Vesthimmerland har højeste prioritet. Sådan lyder det fra formanden for Løgstør Egnens Turistforening, Jimmi Petersen, efter at turistforeningerne i den nye vesthimmerlandske storkommune, Farsø, Aars, Aalestrup og Løgstør, har haft stukket hovederne sammen for at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til den nye storkommune. - Vi er blevet enige om at lave et udkast til en genoplivning af "Vesthimmerlands Turistsamvirke", således at vi sammen kan finde en model til den nye storkommune, hvor vi tilgodeser de lokale interesser og samtidig får en slagkraftig organisation, siger Jimmi Petersen. - Det er et arbejde, vi yder højeste prioritet, fordi vi mener, at der er utroligt vigtigt, at vi kommer godt fra start i den nye kommune, siger turistforeningsformanden. Jens Borre, der er turistchef i Løgstør, er blevet udpeget til tovholder på den kommunale arbejdsgruppe, som skal komme med ideer og forslag til, hvordan erhvervs- og turismeservice kan fungere i den nye vesthimmerlandske kommune. Løgstør har hidtil arbejdet sammen med Fjerritslev på turistsiden via et udviklingsråd, men Jimmi Petersen slår dog fast, at selvom der ikke længere skal være et formaliseret samarbejde mellem Løgstør og Fjerritslev, så ser turistforeningen i Løgstør gerne i fremtiden et samarbejde med Jammerbugten. - Hav og fjord supplerer hinanden godt, og som vi jo alle ved, så kender turisterne ikke kommunegrænser, siger Jimmi Petersen.