Nyt samarbejde om ferieoplevelser for ældre

Ældreforhold 4. september 2002 08:00

ØSTERVRÅ: På Østervrå Ældrecenter har fire beboere og fire ansatte i den sidste tid haft travlt med at planlægge fire herlige feriedage. Og i mandags gik turen så til det sønderjyske plejehjem Rise i nærheden af Røde Kro. Forventningerne har været høje, smilene bredere end vanlig, feriegarderoben frisket op og mange planer lagt for den spændende ferietur, der er kommet i stand efter henvendelse fra det sønderjysk plejehjem. Samtidig bytter fire beboere fra Rise lejlighed med de fire beboere på Østervrå Ældrecenter. Rise Plejehjem har i de sidste ti år med stor succes arrangeret ferieture for deres beboere. Fra det sønderjyske har man udset sig forskellige steder i landet, som kunne være interessante at besøge og i den forbindelse rettet henvendelse til ældrecentre og plejehjem, som eventuelt kunne være interesseret i at udveksle lejligheder. I Rise har man i år fået lyst til at besøge bl.a. Skagen og Sæby, så derfor henvendelsen til Østervrå Ældrecenter, som straks var med på idéen. Oplevelser I første omgang havde man regnet med, at beboerne fra Østervrå skulle rejse med tog, men desværre viste det sig ikke at være muligt, idet der var brug for minimum tre handicappladser. Hos DSB kan man nemlig kun tilbyde to handicappladser i toget indtil Hobro, og derfra og videre rådes kun over én plads. Derfor gik turen til det sønderjyske i en lokal minibus. Heldigvis råder Rise Plejehjem over to minibusser. Den ene har gjort turen til Østervrå, og den anden stilles til rådighed for Østervrå-selskabet, så de kan komme rundt i Sønderjylland. Fra Rise har der været sendt en masse spændende informationsmateriale over området. Desuden stilles der en guide til rådighed. Østervå-selskabet skal bl.a. se Dybbøl Mølle og Gråsten Slotshave. Østervrå-turist-pensionisterne må selv betale 500 kr., mens udgifterne til bustransporten betales fra en pulje, ældrecentret har. Udgifterne mellem de to plejehjem er neutral, idet det forventes, at udgiften til mad og pleje er den samme. Gæsterne passes om natten af det lokale plejepersonale, så det ledsagende personale kan være friske til næste dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...