Nyt samarbejde om håndbold

Formanden for Biersted IF's håndboldafdeling, Thomas N. Jørgensen, har på vegne af håndboldafdelingerne i sin egen forening, Aabybro HK samt Fremad Nørhalne søgt Folkeoplysningsudvalget om støtte til et samarbejde på tværs af klubberne. De tre klubber vil have fælles træning af ungdommen med fokus på drenge-puslinge og drenge-spillere. Det skal give mulighed for at udnytte hal-tiderne bedre, så spillerne får mere træning. Desuden skal tendensen med, at færre børn og unge dyrker holdsport stoppes. Den fælles træning skal nemlig styrke spillerne spillemæssigt, men også socialt. I forbindelse med samarbejdet skal der holdes en række kurser med instruktørere fra Dansk Håndbold-Forbund for 40 til 50 unge i alderen 10 til 14 år. - Klubberne har søgt om støtte på 3.000 kroner. Vi giver dem 1.000 kroner, da vi synes, at foreningernes egenbetaling godt kan være større, siger Niels P. Falborg, formand for Folkeoplysningsudvalget. Kurserne koster ialt 4.000 kroner. Forening nedlagt Husflidsforeningen for Aabybro og Omegn har nedlagt sig selv. Det har Folkeoplysningsudvalget taget til efterretning, og et evt, overskud fra foreningen sendes tilbage til udvalget.