Nyt samarbejde redder Radio HHL

Lokalradioen har lavet aftale med MIXFM

EMNER 1. juli 2003 08:00

PANDRUP: Radio HHL i Pandrup har længe været i fare for at lukke, men et nyt samarbejde med MIXFM, som stammer fra Holbæk, er årsagen til, at lokalradioen overlever og begynder at sende 24 timer i døgnet. MIXFM forsøger at gøre sig gældende på lokalradiomarkedet ved at samarbejde med en række lokale stationer rundt om i landet. I øjeblikket, er der seks stationer under MIXFM"s paraply, men i de kommende år har MIXFM planer om at ekspandere. MIXFM benytter sig af såkaldt networking, der indebærer, at der stationerne langt hen ad vejen sender de samme udsendelser og kører efter det samme koncept, men samtidig er det en hjørnesten i MIXFM"s strategi, at der skal være et stærkt lokalt islæt i udsendelserne. Det vil sige, at der skal sendes lokale nyhedsindslag, arrangementsoversigter og lignende. Leder af Radio HHL, Ulla Klarborg, er glad for, at det er lykkedes at etablere samarbejdet. - Det er en stor glæde, at vi kan bevare lokalradioen, efter at vi har haft al den døje i det seneste års tid, siger Ulla Klarbog og henviser dermed til Radio HHL"s økonkmiske problemer. - Uden samarbejdet med MIXFM var Radio HHL lukket, slår hun fast. Radio HHL er netop begyndt at sende i døgnets 24 timer, men i praksis har samarbejdet med MIXFM endnu ikke fået betydning for udsendelsernes indhold. Det sker først, når der installeres nyt udstyr, og det vil ske inden længe. Direktør for MIXFM, Nico Sparboom, fortæller, at MIXFM vil redde så mange danske lokalradiostationer fra lukning som muligt. De små lokalradioer bliver presset af store udenlandske koncerner, men i fællesskab er det muligt at modstå presset, mener han. - Det er vigtigt for os, at byer i Danmark bevarer deres lokale talerør, som lokalradioerne er. De lokale nyheder skal laves af lokale folk, siger Nico Sparboom, der tilføjer, at regionale og landsdækkende nyheder laves fra et studie i Kolding og sendes videre til de enkelte lokalradioer. MIXFM"s koncept henvender sig til folk mellem 20 og 40 år, hvilket afspejler sig iden musik, der vil blive spillet på stationen, men ifølge Nico Sparboom har Radio HHL"s medarbejdere mulighed for i perioder selv at bestemme, hvad der skal sendes ud til lytterne. Nico Sparboom påpeger, at der først og fremmest handler om at bevare de små stationer, men han erkender dog, at det naturligvis også er hensigten at lave en god forretning ud af samarbejdet med lokale stationer som netop Radio HHL.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...